Sofia er i legestue.

Hun har meget energi i dag, og klatrer rundt på borde og leger tilsyneladende energisk med både legetoget, gyngehesten og legestuens eneste dukke på en gang. Hun har egentlig ikke gang i en bestemt leg, der er alt for meget larm og uro. Larmen får hendes ører til at klø, tankerne forsvinder ud af det lille hovede, hjertet slår hurtigt, og hendes krop er spændt som en fjeder. Hun kan ikke rigtig mærke det legetøj, hun sidder med, så hun krammer det lidt hårdere, prøver, at mærke dukken, banker legotoget ind i væggen, for at overdøve larmen, og rokker lidt vildere på gyngehesten for at mærke bare et eller andet.Lydene fra de andre børn og voksne runger mod de næsten bare vægge, og hun kan fjernt mærke syningerne i strømperne, der kradser hendes tæer.

Eskild, der er lille, kommer over til hende. Hun ved ikke, hvad han vil, han kan ikke tale endnu, men han vifter med armene, og rækker ud efter dukken. "NEJ" råber Sofia. Fjederen strammer til.

Hun vil have, at Eskild lader hende være i fred, men hun kan ikke finde ordene i al larmen. Eskild rækker igen ud efter dukken, han tager fat, og begynder at hive. "NEEEEJ" skriger Sofia. BUM fjederen går af.

Eskild begynder at græde højt, og løber hen til sin mor, der allerede er på vej.Sofia ved ikke, hvorfor Eskild græder. Hun kan mærke, at hendes lille knyttede næve gør ondt, men ved ikke, at det er hendes hånd, der har slået ham. Men hun fryser ved synet af hans mor, der ser vred ud. Vrede er farligt, det ved Sofias krop, selvom hovedet ikke længere registrerer, hvad der sker. Eskilds mor tårner sig op over Sofia, og taler hårdt og vredt til hende, men Sofia kan ikke forstå de ord, der kommer ud af munden på hende.Hun holder sig for ørerne, for at holde larmen ude, mens dukken, der indtil nu var hendes eneste holdepunkt i verden, falder ned på gulvet, hvor Eskild samler den op.

Sofia vil række ud efter den, men tilstedeværelsen af en vred, kæmpestor voksen får hende til at bakke i stedet, hun må væk, ud! Hun vender sig om, og skal til at løbe, men lander lige i mors arme. "NEEEJ, lad mig GÅÅÅ", råber Sofia, vrider sig ud af mors arme og løber så langt væk, hun kan komme. Mor kommer hen og sætter sig ved siden af hende. "GÅ VÆK", skriger Sofia, men mor siger bare "Såeh, Lille Skat. jeg er her, jeg har dig". Sofia begynder at skrige voldsomt. Hendes ben sparker helt af sig selv, som om de stadig løber væk. Tænderne vil bide, og graver sig ned i knoerne, og kvæler et skrig. "Du virker meget frustreret, Skat", siger mor. "Der er også meget larm, og mange mennesker, lad os tage hjem, så vi kan få lidt ro, ikke?" Sofia vender sig om til mor, nikker, graver sit hovede ned i mors skulder, og kan nu endelig græde. Det er rart at være hos mor, her er hun tryg nok til at lade tårerne løbe.

Hen over mors skulder kan hun se Eskild lege med dukken, han græder ikke mere. Eskilds mor kigger på dem, mens de går. Hun ser stadig vred ud. Sofia gemmer hovedet i mors hår.

En af mine personlige største "triggere" som forælder er, når børn slår hinanden, og jeg ved, jeg ikke er ene om at have det sådan. Det trigger mig, fordi at slå, tilsyneladende er et ekstremt udtryk for aggression, vi har endda hårde, nødvendige love i Danmark for at forhindre, at vi går rundt og slår på hinanden, og strafferammerne er rimelig hårde, især når en voksen slår et barn. Det er godt, at vi har den ramme for vores samfund, at det ikke er acceptabelt for en voksen at slå et barn. Jeg er selv barn af en tid, hvor det var ikke blot lovligt, men accepteret at slå et barn som en del af opdragelsen, og faktisk blev betragtet både som en nødvendighed og forældrenes ret.

Men hvad så, når børn slår hinanden? Jeg vil primært her koncentrere mig om, når det er små børn, der er tale om. Altså under 6 år, Her er der nemlig tale om en række af faktorer, som vil løse sig selv med tiden, når hjernen bliver udviklet. Først og fremmest manglende impulskontrol, manglende modenhed, manglende udvikling af den medfødte empati, manglende forståelse for situationen, manglende sprog, i det hele taget en række manglende færdigheder, der kommer hen ad vejen, og mange af dem kræver ikke ret meget andet end tid og tålmodige voksne, der sætter et godt forbillede. Og for mange børn er det en del af udviklingen til at vokse og modnes mod empati, men det er altafgørende, hvordan de voksne omkring dem reagerer på situationen.

Først og fremmest er det vigtigt at vide, at børn i den alder aldrig slår for bevidst at skade eller påføre smerte på den anden. Så udviklede er de ganske enkelt ikke endnu. Deres adfærd kan være en ydre reaktion på et indre kaos, der kan have mange årsager.
De kan føle sig pressede, trængt op i en krog, være bange, føle, at deres grænser bliver overskredet, vrede, angst, ja rigtig mange ting, alle i den mindre behagelige ende af følelsesregisteret. Eller de har endnu slet ikke nogen fornemmelse af, hvad deres arms eller krops bevægelse gør ved det andet barn.

I vores kultur er vi meget tilbøjelige til at dyrke adfærdspædagogikken. Altså konsekvens, irettesættelse, stjernekort for god opførsel, time-outs osv. Det kan måske hjælpe på adfærden at bruge disse metoder, men har den store ulempe, at den med al tydelighed viser barnet, at vi kun elsker det, når det opfører sig som vi vil have det, og det levner ikke plads til at barnet kan udvikle sig til at blive et godt, empatisk menneske, fordi det har alt for travlt med ikke at komme i problemer, og dermed bliver mere selvoptaget.

Derudover adresserer det ikke årsagen til adfærden, og det er et stort problem, for vi handler faktisk sjældent, uden at der ligger noget bag. Og hvis vi ikke kan nå ind til, hvad det er, er det næste umuligt at ændre en adfærd. Som voksne kan det være problemer som trøstespisning, rygning eller aggression, som vi jo godt ved et uhensigtsmæssigt, men som er meget svære at ændre på.

Men hvad gør vi så, når børn slår? Hvordan finder vi ud af årsagen, og hvordan forholder vi os?

Der er faktisk kun en reaktion, det ikke på nogen måde hverken får situationen eller problemet bagved til at eskalere ;
Vær MILD! Empatisk, rolig, neutral. Og lyt! Også, hvis barnet ikke er dit eget.

Hvis vi hæver stemmen, bruger fastholdelse, rejser os op i vores skræmmende voksenvælde eller for den sags skyld ignorerer det barn, der har slået, så gør det situationen værre for det barn, og chancen for gentagelse øges. Hvis vi straffer barnet, eller skammer dem ud, viser vi dem, at vores kærlighed til dem er afhængig af deres opførsel, og dermed giver vi dem ansvaret for, om vi elsker dem. Det er ikke deres ansvar. Det er vores, som de voksne. Og netop når børn (og voksne) fortjener det allermindst, har de allermest brug for at være elskede. Der har vi allermest brug for at kunne mærke, at intet, vi gør, kan støde os væk fra dem, vi elsker og hvis kærlighed, vi er afhængig af, og det gør os til hele og stærke mennesker. Mennesker, der kan træffe kloge beslutninger som voksne, og har lært at regulere vore følelser.

Her er nogle bud på ting, du kan gøre for at være den kærlige, milde voksne i en situation, hvor et barn slå et andet.

1 - Vær neutral
(i størrelse, stemme og tilgang.) Altså sæt dig ned i børnenes højde, tag en dyb indånding om nødvendigt, og find en mild og neutral stemme og ansigtsudtryk.

2 - Tag ikke parti
Tag det forurettede barn, (evt begge børn) på skødet og spørg åbent og neutralt ; "woaw, hvad skete der lige der, du blev godt nok ked af det" "du ville virkelig gerne have den dukke?" "så blev du bare helt vred/frustreret?"

3 - Vent
Vent med guidning, bare lige lidt længere, end du synes, det er nødvendigt. Vent, til barnet er trygt igen, og det er muligt at tale om tingene, til hjernen er klar. Du kan ikke tale med et barn, der er i højeste alarmberedskab.

4 - Lyt
Lyt til, hvad de siger. Åbent, fordomsfrit, lad dem fortælle, hvad de kan med de ord, de har. Og vis empati. Al adfærd er kommunikation, så hvad prøver de at fortælle os?

5 - Forklar
Når der er ro på, når der er kontakt igen, så bare sig det stille og roligt. "Der er ok at blive vred. Det er ikke ok at slå." Og hvis barnet har en alder, hvor det forstår lidt mere, så tal om, hvad man kan gøre i stedet.

Hvis vi kan holde roen, ser begge børn, guider dem venligt, så lærer begge børn måske noget. De lærer empati, langsomt men sikkert. Ikke af at kunne intellektualisere over, hvad den anden føler, men af, hvordan den voksne håndterer situationen, de lærer nemlig langt mere af forbillede end af ord.
Børn gør det altid så godt, de kan. Også når vi voksne ikke synes, det er ret godt, er det stadig, det bedste, de kan i situationen.

I mit første indlæg skrev jeg om, hvad kærlighed er, at den er tålmodig osv, du kan evt læse det her.
Den næste, store udfordring er, at kærligheden er mild. Ikke mild som en ost, der kan modnes og blive mere skarp med tiden, men mild, som et stille vandløb, der med tiden former de sten, det passerer udelukkende pga sin stille, vedblivende, stædige strøm. Der er ikke brug for en masse kraft og vældige bølger for at den proces kan finde sted, kun tid og vedholdenhed, og endeløse mængder.

Kære mor og far.

På en af de dage, hvor alle mine fine idealer ligesom ikke rigtig fungerede for mig - for de dage er der mange af, dage, hvor de bare er netop idealer, og alt for mange ting går op i brandslukning, selvbebrejdelser og en varm, skamfuld følelse af desillusion.

På en af de dage, hvor min mellemste, der er et umådeligt følsomt lille menneske, havde fået for meget af verden, og som altid reagerede med skub, skrig, madfornægtelse og en frustrerende mangel på kontakt.

På en af de dage, hvor jeg mærkede en sjælden snert af "kan jeg magte det her?"

På en af de dage lå vi og puttede i sengen. Mine tanker var alle mulige andre steder end her. Jeg så hende ikke rigtig, men lå og stirrede ind i væggen, mens jeg tænkte på, om hun mon ikke snart sov - og på bilen, der snart skal synes, vasketøjet, der dyngede sig op IGEN, den smertende lilletå, jeg næsten havde fået knust mod et alt for solidt bordben, (sov nu, lille skat, mor er TRÆT!), åh hvad nu, hvis den lille vågnede, det kunne lige passe.. Og en masse, af mere privat karakter, men ikke til den pæne side.

Mine tanker blev afbrudt af en lille stemme. "Mor?"

Jeg talte til ti indeni. Hun sov altså ikke. Hvor længe mon vi havde ligget der? En time?

Igen. "Mor?"

Jeg trak vejret dybt, lige dybt nok, til at overveje mine ord, minde mig selv om at være mild, og svarede, "Ja, mus?"

"Jeg elsker dig SÅ meget, mor. Til månen og tilbage igen. Du er min bedste mor i hele verden."

Havde jeg sagt blot en af de ti første ting, der faldt mig ind lige før hun sagde de ord, var jeg gået glip af det øjeblik. Og det var så stort. Tænk, hun lå der, efter en lang, hård dag, hvor jeg bestemt ikke havde følt mig som den bedste mor i verden, men havde måttet kæmpe mig igennem for ikke at rive hovedet af hende - mange gange - og nu lå her og brugte dyrebare minutter med min elskede datter, på at tænke på vasketøj og madplaner, - ja der lå hun og tænkte på, at hun elskede MIG!

Og lige der mindede hun mig selv om, hvad hun er. Så uendeligt dyrebart et lille menneske.

Jeg tænker, at når det første der står er, at kærligheden er tålmodig, så giver det rigtig god mening. For uden tålmodighed går vi glip af hinanden, af vore børn, og af livet. Ja det lyder måske lidt kryptisk, men altså;

Vi lever i en tid, hvor alt går så stærkt, især kommunikation sker jo på et splitsekund fra den ene ende af verden, til den anden. Det er muligt at sidde og have en samtale med en, der sidder på den anden side af jordkloden, eller måske et skænderi.

Det langsomme lader til at være ved at forsvinde, medmindre man decideret dyrker slow living eller mindfulnes, og når vi taler relationer og da især kærlighed, er det faktisk lidt af en tragedie. For kærligheden har brug for tid til at spire og gro, ja faktisk langt mere tid, end man måske lige forestiller sig. Og selv mellem forælder og barn, er den ingen selvfølge.

At opdage, at det ikke er en selvfølge, at mit barn elsker mig tilbage, blot fordi jeg elsker mit barn, har været en enorm øjenåbner for mig. For man siger altid, at børn elsker deres forældre  betingelsesløst! Men sådan er det faktisk ikke.

Jeg bliver nødt til at fylde mit barn med kærlighed altid, hver dag, i årevis, aldrig lade det i tvivl om, at der ikke er nogen grænser for min kærlighed, og at intet, barnet siger, gør eller føler, kan komme imellem os.

Og det er virkelig hårdt arbejde til tider!

Selvom jeg gør det, så godt, jeg kan, selvom jeg gør alt rigtigt, bliver jeg igen nødt til at væbne mig med tålmodighed, og vente på, at mit lille barn også bliver klar til at elske mig tilbage.

Og det gælder også i alle andre relationer. Meget ofte må vi vente på hinanden, vente på, at andre når de samme erkendelser som os selv, vente på, at de har tid til os, vente på at de svarer os osv. Og der er det en gave at kunne øve sig i, at være tålmodig. Ikke at sidde og kigge på min telefon efter svar på en sms, jeg har sendt for under 3 minutter siden. 

Og med børn? Før jeg skælder ud over at legetøjet ligger lige der, hvor alle skal gå, eller den klassiske spildte mælk, eller langsommelighed når vi bare skal ud ad døren, så lige forsøge at huske, at det er så nemt at skælde ud, men det tager så lang tid at reparere et knust barnehjerte, det tager kun 10 minutter at rydde op.

Og det er mig, som den voksne, der har al ansvaret for, at være tålmodig overfor det lille barn, der først lige er ved at lære verden at kende, hvis arme af og til vokser lidt for meget, så tingene vælter, og som slet ikke har noget begreb af tid, og den irriterende vigtighed(?) af at skynde sig, som jeg har. Og også for at huske, at verden bare ser helt anderledes ud, når man er barn. Den er stadig magisk, og spændende, og tidløs. Kan jeg huske, hvordan det var? 

Og så lige en lille tanke om, hvad tålmodighed ikke er. Jeg kan godt lide kontraster, især hvis de underbygger en pointe. :-)

Tålmodighed er ikke nødvedigvis en rar følelse, ja mon det egentlig overhovedet ER en følelse? For den kræver nogen gange, at jeg sætter noget til side for en andens skyld, ofte ret konkret tilsidesætter mit eget behov for at give mit barn plads, eller min partner, eller min gamle, gangbesværede bedstemor, og det kan være virkelig frustrerende... 

Måske er tålmodighed mere en tilstand, en pauseknap, hvor vi tillader at verden og dens mennesker flytter sig i sit helt eget tempo, mens vi passer andre ting eller bare venter. En tilstand, hvor vi virkelig får set den anden, og lyttet til, hvad han eller hun har at sige...

Måske er tålmodighed det, at stoppe mig selv, mine impulsive ord, og give den anden plads til at vise sig selv for mig i al sin sårbarhed, for så at høre de ord, jeg slet ikke har fortjent, men som er så dyrebare..

"Mor, Jeg elsker dig til månen og tilbage igen" ❤

Før det overhovedet giver mening at tale om kærlighed, er det vigtigt at have et fælles sprog. Så hvad er kærlighed?

I vores kultur er det blevet til et begreb, der stort set kan trækkes ned over alt fra det overvældende begær til sin ny-udkårne, til glæden over en ny sofa eller dejlig mad. Det er alt sammen behagelige følelser, bevares. Men det har intet med kærlighed at gøre. Kærlighed er noget langt dybere, noget mere udefinerbart, som dels har en praktisk side, en måde at handle på og være på overfor hinanden, og dels et følelsesmæssigt udtryk, der ikke kun er rart, men som indeholder hele spektret af følelser, og som kan rumme dem alle.

Ganske ofte kan jeg næsten mærke, når jeg møder et menneske, der virkelig har forstået det med kærlighed. De har en særlig glød, en venlighed, en ro og mildhed over sig, som skaber en længsel i mig selv efter også at have det sådan. 

Det allerbedste bud, jeg kender, på hvordan kærligheden er i sin natur, findes i bibelen. Et nu afdødt familimedlem havde det hængende, og mindede altid sig selv om, at det var de ting, der skulle arbejdes med. Som en slags kærlighedshuskeliste. Det lyder som følger, og er taget fra første Korintherbrev kapitel 13, v4.

   Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. v5  Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. v6  Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. v7  Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Så simpelt. Så svært.

Det springer i øjnene, at det faktisk kun handler om, hvordan jeg er mod den anden, og intet om, hvad jeg kan forvente retur. Det er rimelig let at forstå, når det handler om et lille hjælpeløst, nyfødt barn, som er så afhængig af vores kærlige hjælp til alt. Det virker umuligt at gøre andet, end at elske betingelsesløst, når vi står og indsnuser den der helt særlige babyduft, der fylder os med oxytocin og giver en følelse af lykke.

Det er straks værre, når barnets behov begynder at kræve mere af os, når udmattelsen efter for mange søvnløse nætter gør os momentant sindssyge, når barnet begynder at udvise begyndende egenvilje, når maden igen og igen er genstand for det naturlige forskergen, og kartofler og leverpostej flyver ud over bordkanten, ned på det alt for sjældent vaskede gulv. Når bleen altid bliver fyldt tre minutter inden vi skal køre (sker her HVER morgen), eller når barnet er overstimuleret, og reagerer med at hænge i lamperne. Når vi igen og igen må gentage ting som "ikke spise hundens mad", "du må gerne tegne på papiret, ikke på væggene", "sikkerhedsselen skal blive PÅ. når vi kører", så er det altså bare ikke let at bibeholde den der tålmodighed.

Hvad med forholdet til vores partner? Når det handler om barnet, har vi måske en fornemmelse af, at vi har ansvaret for relationen. Hvem har ansvaret for, at relationen til vores partner er tæt, varm og fyldt med kærlighed?  Se det oplagte svar er, at det har vi begge. Det er også et ret godt svar. Og det er sandt. 

Men det starter med mig selv, hvad jeg gør mod eller for den anden. Hvordan jeg får dem til at føle, ikke hvad de får mig til at føle. Det er vores opgave at få den anden til at føle sig set og hørt, for når det sker, så sker der også noget andet helt vidunderligt.

Når vi virkelig føler os SET og HØRT, så begynder vi også at føle os trygge, og tør være os selv. Og vi begynder at vokse og modnes som mennesker. Jeg er så heldig, at jeg har en mand i mit liv, der virkelig forstår at lytte, at stille ærligt nysgerrige spørgsmål til de ting, jeg har på hjerte. Ud over at det får mine kærlige følelser overfor ham til at vokse enormt og styrker de bånd vi har, får det mig også til at vokse som menneske. Jeg bliver inspireret til at overveje mine ord, jeg bliver anerkendt i mine - til tider - skøre tanker og følelser, jeg føler mig værdifuld og elsket. Det er SÅ magisk! 

Og der er intet jeg ønsker mere, end at mine børn skal opleve det samme gennem hver eneste dag af deres liv, bogstaveligt fra den dag de bliver født. At de bliver set, ikke kun noteret og korrigeret for deres adfærd, men at jeg formår at se bag ved adfærden, så de mærker, at jeg ser DEM. Og at de må føle sig lyttet til og forstået. At de må hvile I, at de er elsket betingelsesløst, hvert et minut, døgnet rundt.