30-01-2018

Hvad er det egentlig, jeg vil med min blog?

Hvad er det egentlig, du vil med din blog? 

 
Det er jeg blevet spurgt om efter mit sidste indlæg. Og jeg vil rigtig gerne svare, startende med en fortælling, der tager udgangspunkt i dette billede. 
 
Det er mig med min førstefødte for 17 år siden, da han var få dage gammel. Fødslen havde været lang, og jeg havde hverken fået den hjemmefødsel, jeg ønskede, eller været i stand til at gå i fødsel af mig selv. 
Han blev født 42 + 4 efter igangsættelse med både stikpiller og ve-drop, men allerede dagen efter skulle jeg bare HJEM for at få taget hul på vores nye liv sammen. 
 
På billedet havde jeg - efter 4 dage - for første gang været i bad. Indtil da havde lugten af barselsflåd, det fedtede hår og følelsen af at være blevet kørt over af en mejetærsker  været dominerende udadtil, men lykkerusen indadtil. Jeg kunne bare ikke gå fra ham, for at tage noget så ligegyldigt som et bad. Jeg måtte være ved ham, snuse til ham, lytte til hans lyde og lære hans signaler at kende. Og jeg kunne ikke lægge ham fra mig, uden at han begyndte at søge efter mig, klynke eller græde.
 
Kunne jeg gå tilbage og sige noget til mig selv som nybagt mor, var det netop det øjeblik, jeg ville vælge, lige præcis der, hvor jeg sidder med min lille skat i armene, indsnuser hans duft, indprenter mig hans små fine ansigtstræk, og alle de bittesmå forskelle i hans lyde, der betød noget forskelligt. 
Lige præcis i det øjeblik, ville jeg sige til yngre mig, nybagte mor-mig, at ingen skulle fortælle mig nogensinde, at jeg ikke skulle lytte til mit barn, eller til den indre stemme, der fortalte mig gang på gang, når der var noget, jeg skulle reagere på. At jeg havde al ret i verden til at reagere på mit barns gråd, altid, til hver en tid. 
 
At jeg Er NOK for mit barn. 
 
Lige præcis der, ville jeg sige til usikre mig, at uanset hvad andre sagde, så var der ingen - og ER ingen - der kender mit barn så godt som jeg. Heller ikke pædagoger, sundhedsplejersker eller lærere. 
 
Jeg ville sige, at jeg ikke var alene om at føle mig utilstrækkelig, udkørt, usikker og overvældet, at mange andre har det ligesådan.
 
Jeg ville sige, at jeg ikke skulle være bekymret for min unge alder, og lade mig kue af strenge blikke over kanten på et par læsebriller bag et skrivebord. 
 
Jeg ville sige, at ingen er færdigudlært som mor fra barnet fødes, men at moderskabet fødes med barnet, og at det tager mange år at lære, for det er ikke et erhverv eller en titel -  Det er en livslang læreplads. Og barnet er læremester - ikke alle de andre. Barnet, det lille dyrebare og umådeligt kompetente barn, skal nok vise, hvad det har brug for.
 
At den nænsomhed og overvældende beskyttertrang, jeg følte lige i det nu, var værd at holde fast i. For det mirakel, jeg sad med i armene var netop det - et mirakel, og hans overlevelse var betinget af min opmærksomhed på hans behov. 
 
Jeg ville sige, at når jeg mærkede det lille barns hjerte mod mit, og mærkede det kalde på mig, så er det det rigtige at lytte og svare. Lytte med omsorg, med tålmodighed,  med nysgerrighed og velvillighed. Svare med kærlighed, for jeg er mit barns bedste bud her i verden.
 
Og når jeg kunne mærke, at det der med tough love er helt forkert, så skulle jeg lytte efter! For der findes ikke tough love!
 
At jeg ikke skulle vente ikke til den dag, hvor han ikke ønskede at være i verden længere, men lytte nu. Til ham og mig. For lige i det nu, var vi så tæt på at være en person,  som nogen mennesker kan være, og det var i det nu,  kimen lagdes til alt, hvad vi ville have sammen i årene fremover. Langsomt ville han begynde at udforske verden med mig som den sikre base, og ingen skulle fortælle mig, at han skulle skubbes ud når de synes, det var tid - vingerne bær ikke før de er klar, og kun han ville vide, hvornår det var.
 
Og pludselig er han 5, 11 og 17, og den tid er forbi, hvor jeg kan indsnuse hans babyduft, kysse hans bløde kinder, hvor han kan ligge i min arm, og jeg er hele hans verden. Så er tiden kommet til at opdage, om vi har fået opbygget et venskab i ligeværd og kærlig gensidighed. 
Og jeg vil opdage, at han helt på egen hånd er blevet et vidunderligt menneske, fuld af empati, fuld af fantastiske tanker og med en smuk, smuk sjæl. Og det var langt nemmere, og langt vanskeligere at gå den vej med ham, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig,  men det blev først rigtig smukt i det øjeblik jeg gav slip, og lod ham vise vejen. I det øjeblik fandt jeg også ud af, at det der mytiske moderinstinkt var der hele tiden. Jeg skulle bare lære at lytte til det sammen med ham. Han havde svarene på mine spørgsmål, og jeg svarene på hans. 
 
Det ville jeg sige til mit yngre jeg, den dag, jeg blev født som mor. Det er jo på en måde også min fødselsdag i dag. 
 
Og så kommer det, jeg egentlig ville sige helt fra start, hvorfor jeg gør det her; Fordi jeg ved, at der sidder så mange nybagte mødre, der har alt det indeni, som deres barn har brug for, det bliver bare overdøvet af alle de stemmer, der har travlt med at fixe, kontrollere, negligere, skematisere og ensrette efter det, der er blevet normen. Og som føler sig ensomme, forkerte og utilstrækkelige, fordi de ikke kan genkende sig selv i den moderrolle, der bliver fremlagt som normen - 10 måneder i salig barsel, og travl trafik til baby-arrangementer, hvorefter guldklumpen afleveres til professionelle, der kan stimulere, socialisere og tage vare på barnet, mens mor vender tilbage til det virkelige livs selvrealiserende forbrugsfest, hvor børn ikke er en hindring. Som måske bare mangler at erfare, at andre har det ligesådan, og at der findes muligheder for at leve efter hjertet. Og alt det, jeg viæle ønske, jeg kunne sige til mig selv som nybagt mor, kunne der være en anden, der havde brug for at høre.
 
Og jeg kan huske, hvordan det var at være barn. Jeg kan huske, hvordan de voksnes indflydelse føltes på min barnesjæl, både de gode og mindre gode påvirkninger. Jeg husker mange af de sår, jeg nu kæmper med at hele, og de helt skelsættende store øjeblikke, hvor jeg følte mig set og hørt, ligeværdig og værdifuld, hvilket jeg lovede mig selv, aldrig at glemme, når jeg blev voksen. Jeg glemte det alligevel. Indtil mine børn mindede mig om det. 
 
Hvis der bare er en mor, der føler sig set og genkendt i det, jeg skriver, så er det ikke forgæves. Og hvis der er bare et barn, der bliver opdaget og genfundet, så er det alting værd. 
 
Hvad er det jeg vil? Jeg vil, at vi skal høre barnets stemme, genfinde og stole på vore instinkter, og at det må blive normen at en mor bliver støttet og båret i sit spæde moderskab, så hun kan tage sig tillidsfuldt af sit barn, med en stærk følelse af, at være NOK. 
Og jeg ønsker, at vi må genopdage kærlighedens natur, fordi den er hele grundlaget for at et hvilketsomhelst menneske, barn eller voksen, kan trives og modnes. 
 
Nu vil jeg fejre fødselsdag for min søn og mit moderskab. ❤️❤️❤️