23-01-2018

Childism - er et barn et rigtigt menneske?

Dette indlæg har været meget, meget længe undervejs, faktisk var emnet en af grundene til, at jeg overhovedet startede med at blogge. Og alligevel er det rigtig svært for mig at få det ud, selvom det brænder indeni mig. Jeg har lyst til at råbe og skrige det ud, så alle hører det; Børn er ikke mindre værd, fordi de er små og uerfarne.

 

Der findes et begreb, der hedder childisme, og det kan være ret svært at fatte, men når først man får øje på det, ser man det overalt, og det er rædsomt. 

Childisme (eller børneisme) er alle de situationer, hvor et barn bliver behandlet med ringeagt eller latterliggørelse udelukkende fordi det er et barn. Alle de situationer, hvor den voksne gennemtvinger sin magt overfor barnet. Alle de gange, vi er fulde af fordomme overfor barnet eller diskriminerer det, kun fordi det er et barn. Hvor i al verden foregår det?

 

Her er nogle eksempler ; 

 

Når vi taler hen over hovedet på barnet, OM barnet, som om det ikke er tilstede, ikke har en anelse om, hvad det selv kan lide, eller ikke kan forstå, hvad vi siger. Det kan være hos frisøren, med pædagogen i børnehaven, eller bare henover spisebordet voksne imellem.

 

Eller når vi taler nedladende på en måde, vi aldrig ville tale til andre voksne på;

"Det er du alt for lille til at forstå", "du er da alt for stor til at...", "ej sådan noget pjat", "det skal du ikke bryde dit lille hovede med". Vi er forudindtagede omkring barnets forståelsesniveau, eller undervurderer størrelsen af en bekymring, barnet har. Og måske har vi ret i, at barnet ikke forstår det endnu, det handler om måden, vi udtrykker det på, der tydeligt degraderer barnet. Vi kan dog aldrig gøre os klogere på, hvor meget eller lidt et andet menneske er bekymret,heller ikke et barn, og en bekymring forsvinder ikke, fordi vi siger til nogen, at de ikke skal bekymre sig, vi får bare sendt det signal, at deres bekymring ikke har betydning for os, og så kommet de ikke tilbage en anden gang. 

 

Og når vi udøver vores magt, for den har vi, i kraft af at vi er fysisk større, stærkere og mere erfarne, til at sætte vores vilje igennem overfor barnet, måske endda trækker "fordi jeg siger det"-kortet;

"nu skal du altså gøre som jeg siger", "hold nu op med at være på tværs", "det må du da kunne forstå" 

- og når vi taler om barnet med andre; "de skal jo lære det", "ja jeg blev lige nødt til at sætte mig i respekt", "man skal jo have styr på sine børn"

 

Men det handler også om de gange, hvor vi ler ad barnet, når det eksempelvis græder eller bliver vredt. Alle de videoer, der ligger på nettet af børn, der er i deres store følelsers vold, som bliver delt tusindvis af gange til de voksnes morskab, for de er jo så kært! Nej, det er ikke kært. Det er ydmygende og nedværdigende at le ad et andet menneske, og vi ville aldrig have gjort det med en voksen. 

 

 

Grundpræmissen i childisme er, at børn i udgangspunktet er mindre menneske end de voksne, og at de er ude af stand til at lære ting, hvis vi ikke fortæller dem, hvad de skal gøre. Og oveni, så tager vi fuldstændig børns grundlæggende ønske om at samarbejde ud af ligningen, og så er der ikke noget at sige til, at regnestykket ofte ikke går op. Det har måske også noget at gøre med, at der ofte bliver sat lighedstegn mellem at samarbejde, og at gøre, som der bliver sagt uden at stille spørgsmålstegn, ikke kun i barn/voksen-relationer, men også eksempelvis mellem en arbejdsgiver og - tager.

 

Problemet er, at det aldrig kan forsvares at ydmyge eller udøve magt overfor et andet menneske. Det er mobberi, og vi er bøller. Og det er ikke fordrende for kærligheden, den livsvigtige kærlighed mellem forældre og børn, tværtimod. Når vi på den måde hæver os op over børnene ved at trykke dem ned, så skiller det os i den grad ad. 

 

Men jeg mener, at magtudøvelsen i denne sammenhæng mere er et biprodukt af grundholdningen, så det er den, vi skal arbejde med. For hvis vi virkelig tror, at et barn er et helt, fuldgyldigt menneske fra begyndelsen, blot endnu uden erfaring, men fuldt ud kompetent til at opnå den erfaring i kærligt samspil og på egen hånd, så vil vi også ændre vores måde at gå til barnet på, og det grundlæggende præmis i samspillet bliver gensidig, naturlig respekt, fremfor en fremtvungen, ensidig og kunstig afart, der mere bunder i frygt for at blive nedgjort, end i en egentlig kærlig respekt.

 

Det er et meget stort emne, og det er kun en meget kort skitsering, jeg giver her, men nu er der i det mindste taget hul på det, og jeg kan allerede nu varsle, at der kommer mange flere indlæg om dette emne.