23-12-2017

Tanker om fællesskab - jeg er her endnu. ❤️

Der har været stille her på bloggen i lidt for lang tid, kan jeg mærke. Det betyder ikke, at jeg er løbet tør for tanker, observationer og inspiration, men at livet her fylder rigtig meget lige nu, og sådan skal det være. På godt og ondt. Det er jo det, der er livet, lige her, med mine børn, min familie, på gode og dårlige dage. 

For nogle uger siden tilbragte jeg nogle dage med dejlige Nynne, i ved, hende fra verdenvedsidenaf.dk. Hvis ikke du kender hende, vil jeg virkelig anbefale, at du kigger forbi hendes blog. Hun er virkelig skarp både i blikket og i pennen, og ikke bange for at sætte en finger på de ting, vi tager som en selvfølge i vores samfund, men som vi bør stille spørgsmålstegn ved. 
I løbet af de dage, vi tilbragte sammen med vore børn, var der en fredfyldt og varm atmosfære, et fællesskab, som ikke kun handlede om at have børn på samme alder, men i lige så høj grad om at vi selv følte en ro og tryghed i, at vi havde mere end det åbenlyse til fælles. Vi så hinanden og vore børn uden filter, uden forventninger og fordømmelse, uden den uro, jeg kæmper med, når jeg er sammen med rigtig mange andre mødre. For vi vidste på forhånd, at vi har et meget ens syn på børn. Er det virkelig så vigtigt? JA! Nogen gange er det. For det giver et åndehul, hvor jeg kan slappe af, uden at være konstant på vagt overfor, hvordan andre håndterer mit barn. Hvordan de taler til det, eller om de lader børnene selv erfare, hvordan konflikter løses. At et grædende barn ikke skaber sig, eller er på tværs, hysterisk eller mange af de andre gængse gloser, men tværtimod at et barn, der græder eller skriger kommunikerer, og at det er min opgave at kommunikere tilbage med følsomhed, varme, empati og nærvær. At hjælpe barnet, ikke skælde det ud. At vise omsorg, ikke afsky eller vrede. Og alt det er så meget lettere, når man ved, at den mor, det sidder ved siden af, ville gøre nøjagtig det samme. Og som ikke sidder med rynkede bryn og tænker "sikken en skabekrukke" om min datter, der lige nu kæmper med at rumme store følelser om noget, der med voksenøjne kan synes af ingenting, men som for hende er hele verden lige nu. 
Og det fantastiske er, at den ro, vi som voksne føler i hinandens nærvær, når vi føler os sete, trygge og i samme tribe, den breder sig til børnene. De kunne virkelig selv håndtere konflikterne, når vi voksne ikke blandede os. Og de kunne lege fra tidlig morgen til de gik omkuld, danne tætte bånd og bare være. 
Og den ene af dagene bød på flere mødre med børn, hvor det samme gjorde sig gældende. Vi mødtes med glæde og varme, nogen af os for første gang, men vi havde længtes sådan efter at se hinanden, og vidste nøjagtigt, at vi kunne være trygge med hinanden og at vore børn ligeledes var trygge. Et rum fyldt med gensidig varme, nysgerrighed, samtale, smil, latter og også tårer. Børn, der trygt kravlede og startede hen til deres mødre og søgte et varmt og kærlig blik eller bryst, når de havde behov for det, og som indgik i fællesskabsfølelsen som den største selvfølge. Og en af de klogeste kvinder, jeg kender, som har set verden forandres over mange år, som har rejst og gjort sig vigtige erkendelser, og nu har viet sit liv til at tale med barnets stemme, Tove Rump, sammenlignede os med stammekvinder og deres børn. Den naturlighed og kærlige atmosfære voksne og børn imellem er en sjældenhed i vores samfund, hvor der er alt for meget fokus på, om vore børn gør os til skamme overfor andre, og dermed gør os til dårlige forældre i andre voksnes øjne. Det har fyldt, og fylder stadig alt for meget hos mig. Og jeg har spekuleret på, hvorfor. Hvorfor er det, at vi ændrer vores måde at være sammen med vore børn på, når vi er sammem med andre forældre? Hvorfor bliver jeg stresset af at være ude hos andre med mine børn? Hvorfor er det så svært at hvile i, at jeg ved, jeg gør det, jeg tror på, og så lade de andre gøre deres? Fordi jeg også er skadet i min tilknytning. Jeg ønsker også at høre til og passe ind. Og måske bliver det så meget desto værre for mig, når jeg er så bevidst om, hvad det er, det hele handler om. Når vi er hårde ved vores børn, så skader vi deres tilknytning. Vores kærlighedsbånd. Så skubber vi dem væk, og viser dem, at de er uønskede, forkerte og gør relationen sværere at være i for begge parter. Og når først øjnene er blevet åbnet for det, kan de ikke lukkes igen. 
 
Jeg tænker ikke, at vi skal være enige om alt i denne verden, eller at eg ikke kan rumme, at andre har en anden holdning til ting, end jeg selv har. Det gør livet rigt og nuanceret, som den gamle reklame siger, hvis nogen kender den reference. Det åbner vore øjne for nye aspekter af verden, og kan vi gå ind til hinandens forskelligheder med en lyttende og anerkendende tilgang, så bliver både giver og modtager beriget. Men der er ting i denne verden, der ikke handler om holdning. 
En af dem, er barnets grundlæggende behov. At blive set uden fordømmelse, at blive elsket uden betingelser, at blive mødt i sine behov med nænsom omsorg og at være så meget sammen med sine forældre, der overhovedet kan lade sig gøre. Både med fysisk og sjælelig kontakt, den slags, hvor vi ser hinanden som vi er, kigger hinanden dybt i øjnene og er nærværende i nuet. Børn har ikke brug for tonsvis af legetøj eller timevis foran fjernsynet. De kan måske godt lide det, og det kan også være ret bekvemmeligt for forældrene, men de har ikke brug for det. De ting forhindrer os i at se så mange af de små øjeblikke, hvor vi havde muligheden for at connecte med hinanden. Og det er det, vi har brug for, både børn og voksne. At gribe de mange små muligheder i løbet af en lang dag, og natten med, for den sags skyld, hvor et øjeblik bliver til et smil, en øjenkontakt, et indblik i hinandens sjæl og en smule dybere forståelse og forbindelse. Men det kan kun ske, hvis vi er i livet sammen. 
 
Jeg er så heldig, at jeg har muligheden hver dag med mine to yngste, da jeg har dem hjemme hos mig. Fra vi står op, til vi går i seng er der måske 184.208 små øjeblikke, der kan skabe eller genskabe forbindelsen og nære kærligheden mellem os. Der kan også ske det modsatte, at jeg taber chancen på gulvet, og det sker også mange af gangene, ja af og til går hele dage på den måde. Og så bliver det langt sværere at samle op igen, at genskabe forbindelsen og tilliden mellem dem og mig. Det er bare nødvendigt at gøre. Ja nødvendigt! Vigtigt! Altafgørende! For uden den forbindelse mister jeg retten til at være deres ledestjerne, og det bliver langt sværere at være forælder. 
Men er jeg der i de øjeblikke, og ser dem, som de er, uden filter, uden fordømmelse, uden forventninger, så får jeg så meget tilbage igen. Utallige små kærlighedserklæringer og en dyb, varm forbindelse hjerte mod hjerte. 
 
Og med disse ord vil jeg gå ind i julen, hjerternes og børnenes fest, med ro, åbne øjne og ønske jer alle det samme. Rigtig glædelig jul. ❤️❤️❤️
 
P. S. Den pragtfulde julenisse er fra Familiestreger.dk Der er en hel stribe af dem, som man kan købe i PDF-formatet til at printe frit, og vi elsker dem simpelthen herhjemme. 😍😍