24-10-2017

#metoo - Bevar børnenes ejerskab over deres krop

Det har næsten fået sit eget liv, #metoo.
 
Det er på en gang skræmmende og velgørende at se så mange kvinder og mænd stå frem og stå sammen. Det er både godt og nødvendigt! Og ja, me too. Jeg ved ikke, om jeg kender nogen kvinder, der aldrig er blevet hverken sexuelt antastet eller krænket, for vi er uhyggeligt mange!
 
Som mor til to små piger og bonusmor til en teenagepige, har jeg længe gjort mig mange tanker om, hvordan vi som forældre kan forebygge, at de skal opleve nogen af de ting. Vi kan ikke forhindre det, men vi kan faktisk gøre noget; Vi kan lade dem vokse op, hvilende i, at de ejer deres egen krop. Ikke ved at fortælle dem det, men ved at vise dem det fra ganske små, og det gælder naturligvis uanset køn. Det er en af grundende til, at jeg er stor fan af kropsautonomi.
 
Det er ikke noget, jeg på nogen måde selv er vokset op med, og jeg kender ikke ret mange, som praktiserer det. Derfor er det også en af de ting, jeg kæmper med, og konstant glemmer, og som jeg skal kæmpe allermest for, at andre også skal forstå og respektere. At mine børns krop er deres egen, og at det er ikke er vores ret at bestemme over den, det er kun deres. At de 100% selv bestemmer hvad der kommer ind og ud af deres krop, hvem der må røre dem og hvordan, hvor meget tøj de skal have på, også udendørs, og at deres nej er ligeså hørt og respekteret som de voksnes. Og ja, faktisk også, hvornår de skal sove.
 
Jeg kan godt se, at det er frygtelig besværlig i en verden, hvor vi tager udgangspunkt i, at børn skal lære alting ved at få dem fortalt, fordi vi har glemt, at de lærer ved at prøve, udforske og ved at se, hvad de voksne gør, og hvor de fleste familier fra børnene er ganske små "skal ud ad døren" en masse ting. Det kan virke, som om der simpelthen ikke er tid til, at børnene skal have lov at bestemme over, om de har brug for at have sko på lige nu, om de har mest brug for agurk eller rugbrød, eller om de rent faktisk er trætte nok til at falde i søvn kl 18.45. Men sådan var det jo heller aldrig meningen, vi skulle leve, hængt op i en kulturbestemt klokkestreng.
 
Jeg er også helt med på angsten for, hvad der sker, hvis vi som voksne giver slip og lader børnene selv bestemme disse ting, den kæmper jeg stadig med. Angsten for, at der er en lang række ting, de aldrig kommer til at lære, at de bliver oppe hele natten, og lever af ketchup og røde pølser, og at vores liv ville ender i kaos, fordi vi voksne giver slip på tøjlerne. Angsten for at miste kontrollen med børnene. 
 
Der er bare det, at jeg godt selv kan huske, hvordan det var, at være barn. At være tvunget til at gøre en lang række ting, jeg virkelig ikke brød mig om, eller som overskred mine grænser til et punkt, hvor jeg ikke længere kunne mærke dem. At have de der fløjlsbukser på, der føltes ubehagelige, at skulle spise op, selvom min mave gjorde ondt, at SKULLE smage på de der ækle, slimede og salte rosenkål, (som jeg i dag elsker, men ikke dengang). Men det, jeg husker som det værste, og som har haft størst konsekvens for mig senere, var det med de voksne. At overskride mine egne grænser for at tilfredsstille deres behov, selvom det tilsyneladende var uskyldigt. At give tvungne kram til ældre familiemedlemmer, blive klappet bagi, blive kildet, selvom jeg ikke havde spor lyst, og min krop forrådte mig ved at bryde ud i latter. Selvom jeg råbte stop, blev det ikke tage alvorligt, for jeg lo jo! Eller den famøse aftensmad, hvor der bare skulle spises op, for de små børn i afrikas skyld, eller hvis skyld det nu var. I hvert fald ikke for min. 
 
Når vi på den måde ikke respekterer børns grænser, men tvinger dem til at gå ud over sig selv for at tilfredsstille de voksne, så lærer vi dem, at deres nej ikke gælder, og at deres grænser ikke har værdi, heller ikke overfor familie. Vi lærer dem, at de ikke ejer deres krop, når vi tvinger dem til at kramme eller endda kysse tante Elfrida, selvom de bestemt ikke har lyst, "for vi må jo ikke gøre Tante Elfrida ked af det". Og skulle barnet formaste sig til at sige nej, bliver Tante Elfrida måske endda ked af det, og laver trutmund, lader som om hun græder osv. Er det en værdig opførsel af en voksen? Er det respektfuldt? Det synes jeg ikke. Det er en af de ting, der synes at være et morsomt spil for den voksne, men som er ganske alvorligt for barnet. Et nej er et nej. Tag det som en voksen.
 
Mit håb er, at i mine bestræbelser på at respektere mine børns grænser og hjælpe andre med at respektere dem, så lærer de ikke blot at hvile i, at de har ejerskab over deres kroppe, men også at de ved, hvad der er bedst for dem selv. At de kan mærke, hvad de har brug for, og at de bliver hørt. Når deres egne grænser respekteres, vil de også derigennem blive gode til at respektere andres grænser, og det er der, vi skal hen!
 
Det er det, der giver mening i sammenhæng med #metoo, at vi helt ind i hjertet - fra vi bliver født - ved, at det du gør der, er ikke ok, og når jeg siger stop, så stopper du. Og jeg ved, at når du siger stop, så mener du det, og så stopper jeg. 
 
Og der er nogle bonusser ved at lade barnet selv mærke sin krop, og selv være herre over den. Der er SÅ mange af de klassiske kampe, der forsvinder. Kampen om at skulle i seng, eksempelvis. Kampen om maden. Kampen om at få overtøj på, man kan jo altid tage ekstra tøj med, og så lade dem få støvler på, hvis de opdager, at de fryser om tæerne. 
Det kræver sit, ikke kun i forhold til barnet, men i forhold til at kunne ignorere alle de skæve blikke, man får, når ens barn render rundt i bare tæer i regnen. Eller de fornærmede ansigter, når man vender sit baby væk fra en fremmed, der synes det er SÅ i orden at stikke hovedet ned til en andens baby og sige KUKUK. Ville du selv bryde dig om det? At en fremmed stak hovedet helt ned til dig, og vrængede ansigt, kneb dig i kinderne og råbte KUKUK?
Jamen er det da vigtigere at holde sig på god fod med alle de andre voksne, end at hjælpe dit barn med at navigere trygt i verden? Det er der, vores opgave som forældre ligger. At støtte vore børn i, at de kan stole på sig selv, og det sker bedst ved, at vi viser dem, vi også stoler på dem.
 
Vi hører tit, at børn bliver stressede og forvirrede, hvis de skal træffe for mange beslutninger, men det er ikke det, det handler om her. Det handler ikke om, at vi ikke skal fascilitere og gå foran med gode, sunde valg. Det handler om at barnet skal have lov til at bestemme over sin egen krop, og med nogle ting vil det være indenfor rammer stillet til rådighed af den voksne. Det væsentlige er, at vi respekterer, at ingen kan mærke hvor barnets grænse er, så godt som det selv kan, og ingen af os har ret til at fratage det muligheden for at sige nej. Der er et helt og fuldt menneske. Mindre i størrelse, ikke i værdi.