18-10-2017

Kærligheden er mild - Når børn slår

Sofia er i legestue.

Hun har meget energi i dag, og klatrer rundt på borde og leger tilsyneladende energisk med både legetoget, gyngehesten og legestuens eneste dukke på en gang. Hun har egentlig ikke gang i en bestemt leg, der er alt for meget larm og uro. Larmen får hendes ører til at klø, tankerne forsvinder ud af det lille hovede, hjertet slår hurtigt, og hendes krop er spændt som en fjeder. Hun kan ikke rigtig mærke det legetøj, hun sidder med, så hun krammer det lidt hårdere, prøver, at mærke dukken, banker legotoget ind i væggen, for at overdøve larmen, og rokker lidt vildere på gyngehesten for at mærke bare et eller andet.Lydene fra de andre børn og voksne runger mod de næsten bare vægge, og hun kan fjernt mærke syningerne i strømperne, der kradser hendes tæer.

Eskild, der er lille, kommer over til hende. Hun ved ikke, hvad han vil, han kan ikke tale endnu, men han vifter med armene, og rækker ud efter dukken. "NEJ" råber Sofia. Fjederen strammer til.

Hun vil have, at Eskild lader hende være i fred, men hun kan ikke finde ordene i al larmen. Eskild rækker igen ud efter dukken, han tager fat, og begynder at hive. "NEEEEJ" skriger Sofia. BUM fjederen går af.

Eskild begynder at græde højt, og løber hen til sin mor, der allerede er på vej.Sofia ved ikke, hvorfor Eskild græder. Hun kan mærke, at hendes lille knyttede næve gør ondt, men ved ikke, at det er hendes hånd, der har slået ham. Men hun fryser ved synet af hans mor, der ser vred ud. Vrede er farligt, det ved Sofias krop, selvom hovedet ikke længere registrerer, hvad der sker. Eskilds mor tårner sig op over Sofia, og taler hårdt og vredt til hende, men Sofia kan ikke forstå de ord, der kommer ud af munden på hende.Hun holder sig for ørerne, for at holde larmen ude, mens dukken, der indtil nu var hendes eneste holdepunkt i verden, falder ned på gulvet, hvor Eskild samler den op.

Sofia vil række ud efter den, men tilstedeværelsen af en vred, kæmpestor voksen får hende til at bakke i stedet, hun må væk, ud! Hun vender sig om, og skal til at løbe, men lander lige i mors arme. "NEEEJ, lad mig GÅÅÅ", råber Sofia, vrider sig ud af mors arme og løber så langt væk, hun kan komme. Mor kommer hen og sætter sig ved siden af hende. "GÅ VÆK", skriger Sofia, men mor siger bare "Såeh, Lille Skat. jeg er her, jeg har dig". Sofia begynder at skrige voldsomt. Hendes ben sparker helt af sig selv, som om de stadig løber væk. Tænderne vil bide, og graver sig ned i knoerne, og kvæler et skrig. "Du virker meget frustreret, Skat", siger mor. "Der er også meget larm, og mange mennesker, lad os tage hjem, så vi kan få lidt ro, ikke?" Sofia vender sig om til mor, nikker, graver sit hovede ned i mors skulder, og kan nu endelig græde. Det er rart at være hos mor, her er hun tryg nok til at lade tårerne løbe.

Hen over mors skulder kan hun se Eskild lege med dukken, han græder ikke mere. Eskilds mor kigger på dem, mens de går. Hun ser stadig vred ud. Sofia gemmer hovedet i mors hår.

 


En af mine personlige største "triggere" som forælder er, når børn slår hinanden, og jeg ved, jeg ikke er ene om at have det sådan. Det trigger mig, fordi at slå, tilsyneladende er et ekstremt udtryk for aggression, vi har endda hårde, nødvendige love i Danmark for at forhindre, at vi går rundt og slår på hinanden, og strafferammerne er rimelig hårde, især når en voksen slår et barn. Det er godt, at vi har den ramme for vores samfund, at det ikke er acceptabelt for en voksen at slå et barn. Jeg er selv barn af en tid, hvor det var ikke blot lovligt, men accepteret at slå et barn som en del af opdragelsen, og faktisk blev betragtet både som en nødvendighed og forældrenes ret.

Men hvad så, når børn slår hinanden? Jeg vil primært her koncentrere mig om, når det er små børn, der er tale om. Altså under 6 år, Her er der nemlig tale om en række af faktorer, som vil løse sig selv med tiden, når hjernen bliver udviklet. Først og fremmest manglende impulskontrol, manglende modenhed, manglende udvikling af den medfødte empati, manglende forståelse for situationen, manglende sprog, i det hele taget en række manglende færdigheder, der kommer hen ad vejen, og mange af dem kræver ikke ret meget andet end tid og tålmodige voksne, der sætter et godt forbillede. Og for mange børn er det en del af udviklingen til at vokse og modnes mod empati, men det er altafgørende, hvordan de voksne omkring dem reagerer på situationen.

Først og fremmest er det vigtigt at vide, at børn i den alder aldrig slår for bevidst at skade eller påføre smerte på den anden. Så udviklede er de ganske enkelt ikke endnu. Deres adfærd kan være en ydre reaktion på et indre kaos, der kan have mange årsager.
De kan føle sig pressede, trængt op i en krog, være bange, føle, at deres grænser bliver overskredet, vrede, angst, ja rigtig mange ting, alle i den mindre behagelige ende af følelsesregisteret. Eller de har endnu slet ikke nogen fornemmelse af, hvad deres arms eller krops bevægelse gør ved det andet barn.


I vores kultur er vi meget tilbøjelige til at dyrke adfærdspædagogikken. Altså konsekvens, irettesættelse, stjernekort for god opførsel, time-outs osv. Det kan måske hjælpe på adfærden at bruge disse metoder, men har den store ulempe, at den med al tydelighed viser barnet, at vi kun elsker det, når det opfører sig som vi vil have det, og det levner ikke plads til at barnet kan udvikle sig til at blive et godt, empatisk menneske, fordi det har alt for travlt med ikke at komme i problemer, og dermed bliver mere selvoptaget.

Derudover adresserer det ikke årsagen til adfærden, og det er et stort problem, for vi handler faktisk sjældent, uden at der ligger noget bag. Og hvis vi ikke kan nå ind til, hvad det er, er det næste umuligt at ændre en adfærd. Som voksne kan det være problemer som trøstespisning, rygning eller aggression, som vi jo godt ved et uhensigtsmæssigt, men som er meget svære at ændre på.

Men hvad gør vi så, når børn slår? Hvordan finder vi ud af årsagen, og hvordan forholder vi os?


Der er faktisk kun en reaktion, det ikke på nogen måde hverken får situationen eller problemet bagved til at eskalere ;
Vær MILD! Empatisk, rolig, neutral. Og lyt! Også, hvis barnet ikke er dit eget.

 


Hvis vi hæver stemmen, bruger fastholdelse, rejser os op i vores skræmmende voksenvælde eller for den sags skyld ignorerer det barn, der har slået, så gør det situationen værre for det barn, og chancen for gentagelse øges. Hvis vi straffer barnet, eller skammer dem ud, viser vi dem, at vores kærlighed til dem er afhængig af deres opførsel, og dermed giver vi dem ansvaret for, om vi elsker dem. Det er ikke deres ansvar. Det er vores, som de voksne. Og netop når børn (og voksne) fortjener det allermindst, har de allermest brug for at være elskede. Der har vi allermest brug for at kunne mærke, at intet, vi gør, kan støde os væk fra dem, vi elsker og hvis kærlighed, vi er afhængig af, og det gør os til hele og stærke mennesker. Mennesker, der kan træffe kloge beslutninger som voksne, og har lært at regulere vore følelser.


Her er nogle bud på ting, du kan gøre for at være den kærlige, milde voksne i en situation, hvor et barn slå et andet.

1 - Vær neutral
(i størrelse, stemme og tilgang.) Altså sæt dig ned i børnenes højde, tag en dyb indånding om nødvendigt, og find en mild og neutral stemme og ansigtsudtryk.


2 - Tag ikke parti
Tag det forurettede barn, (evt begge børn) på skødet og spørg åbent og neutralt ; "woaw, hvad skete der lige der, du blev godt nok ked af det" "du ville virkelig gerne have den dukke?" "så blev du bare helt vred/frustreret?"


3 - Vent
Vent med guidning, bare lige lidt længere, end du synes, det er nødvendigt. Vent, til barnet er trygt igen, og det er muligt at tale om tingene, til hjernen er klar. Du kan ikke tale med et barn, der er i højeste alarmberedskab.


4 - Lyt
Lyt til, hvad de siger. Åbent, fordomsfrit, lad dem fortælle, hvad de kan med de ord, de har. Og vis empati. Al adfærd er kommunikation, så hvad prøver de at fortælle os?


5 - Forklar
Når der er ro på, når der er kontakt igen, så bare sig det stille og roligt. "Der er ok at blive vred. Det er ikke ok at slå." Og hvis barnet har en alder, hvor det forstår lidt mere, så tal om, hvad man kan gøre i stedet.

 

Hvis vi kan holde roen, ser begge børn, guider dem venligt, så lærer begge børn måske noget. De lærer empati, langsomt men sikkert. Ikke af at kunne intellektualisere over, hvad den anden føler, men af, hvordan den voksne håndterer situationen, de lærer nemlig langt mere af forbillede end af ord.
Børn gør det altid så godt, de kan. Også når vi voksne ikke synes, det er ret godt, er det stadig, det bedste, de kan i situationen.

 

I mit første indlæg skrev jeg om, hvad kærlighed er, at den er tålmodig osv, du kan evt læse det her.
Den næste, store udfordring er, at kærligheden er mild. Ikke mild som en ost, der kan modnes og blive mere skarp med tiden, men mild, som et stille vandløb, der med tiden former de sten, det passerer udelukkende pga sin stille, vedblivende, stædige strøm. Der er ikke brug for en masse kraft og vældige bølger for at den proces kan finde sted, kun tid og vedholdenhed, og endeløse mængder.