13-10-2017

Kære Mor, kære Far, kære verden

Kære mor og far.

Jeg er her, i min trygge hule, vi har endnu ikke set hinanden. 
Herinde kender jeg ikke til kulde eller sult, slet ikke til ensomhed. 
Mor, du er altid hos mig, omkring mig, mit livs første musik er dine hjerteslag og din smukke, kærlige stemme, dæmpet af fostervandet.
Jeg føler alt, hvad du føler,  både glæde og sorg, begejstring og vrede, stille fryd og frustration. Jeg forstår ikke alle de følelser, men jeg føler dem. Så pas godt på min mor, så hun ikke skal være stresset og trist, min hjerne er endnu ikke færdig, og alle de følelser vil følge mig i mit liv udenfor.
Far, jeg kender dig ikke så godt endnu. Din stemme er mere fjern, jeg kender ikke dit hjerteslag eller din duft. Du er ikke helt fremmed, men heller ikke så tæt som mor. Det skal nok komme, vi har et job, når jeg kommer ud. At blive venner, forbundne. Men for nu, pas på min mor, tal til mig, jeg lytter.
Jeg ved endnu ikke noget om verden udenfor, end ikke, at jeg skal derud. Alt, hvad jeg har brug for, er her, under mors hjerte. 
 
Kære mor og far
 
Jeg er lige kommet ud, og her er så mærkeligt. Her er koldt, tørt, og det rumler i min mave. Lyset skærer mig i øjnene, og jeres stemmer er så høje. Mor, hvor er du? Lad mig høre dit hjerteslag, som jeg kender så godt og dufte din duft, så er jeg næsten hjemme igen. Giv mig det der dejlige bryst, så jeg kan mærke din bløde hud, og den tomme mave fyldes, og den dejlige følelse af tryghed og lykke, som får mig til at falde i søvn. Åh mor, lad mig ligge her, så længe jeg har brug for det, jeg kender ikke til skemaer. Læg mig ikke væk, fordi du synes jeg må være færdig, eller fordi du synes huset sejler, og gerne vil have ordnet vasketøj. Lad mig ligge lige her hos dig, og lytte til dit hjerte, mens jeg i søvne fyldes af din gode, dejlige mælk, der er lavet til mig.
 
Kære mor og far.
 
Verden er stor og skræmmende, fuld af lyde, lys og mennesker. Min hjerne har endnu ikke lært at bearbejde alle de indtryk, lad mig sidde hos jer, og opleve verden i små bidder, så jeg kan spejle mig i jeres ansigter. Tæt nok på, til at i kan kysse mit lille hoved, og indsnuse duften af mig. Det styrker de bånd, vi allerede har. Lyt til mine spæde forsøg på at kommunikere! Jeg prøver på så mange måder, med små lyde, ansigtsudtryk og kropssprog, min sidste udvej er gråd. Hvis I ser mig og lytter til mig, og lader mig være hos jer, behøver jeg ikke græde for at blive hørt, og jeg lærer at lytte til, hvad min krop fortæller mig, og at stole på, at I er der for mig. Sæt mig ikke hos fremmede, hvor jeg ikke kan se jer, for jeg vil stadig søge efter jeres ansigter og stemmer for at føle mig tryg, og for at I kan hjælpe mig med at sige fra, hvis det bliver for meget.
 
Kære mor og far. 
 
I er hele min verden. Jeg er ked af, at jeg holder jer vågen om natten, men mit søvnmønster ligner endnu ikke jeres. Det er livsvigtigt for mig at vågne ofte, for at spise, få en tør ble, ja for at huske at trække vejret. Jeg skal nok sove igennem en dag, men måske først om lang tid. Søvn er et behov for mig, ligesom at spise, tisse eller have fysisk kontakt. Det behøver I ikke lære mig, mit søvnmønster er blot anderledes end jeres. Og sover jeg ikke, når I gerne vil, jeg skal sove, så er det ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg ikke kan. Måske er jeg ikke træt, måske har dagens indtryk været for mange, eller jeg er tørstig eller sulten. Når jeg kan sove, så sover jeg. Jeg holder mig ikke vågen for at være til gene, for jeg elsker jer jo. Hav tålmodighed med mig, især om natten, hvor det er mørkt, og lad mig altid kunne mærke jer i mørket.
 
Kære verden.
 
Jeg er så lille og ny, verden er så stor. Jeg ved, at jeg er så dejlig og kalder på jeres omsorg , og at I længes efter at holde mig.  Men husk, at selvom jeg er lille, så er jeg et menneske, ikke en ting. Tag mig aldrig væk, hvor jeg ikke kan se min mor eller far, jeg har mest brug for dem endnu, og jeg sender små signaler til min mor, når jeg vil hjem til hendes favn igen. Og hav tålmodighed med mig, hvis jeg ikke er klar til at sidde i dine arme. Hvis jeg falder i søvn i fremmede arme, er det ikke altid fordi jeg føler mig tryg, men fordi mine medfødte instinkter får mig til at sove, når jeg er i fare. Hav tålmodighed med mig, og hils glad og gerne på mig mens jeg sidder hos mor og far. Bare stille og roligt. Jeg skal nok selv sige til, når jeg er klar til at prøve din favn. Respekter, at min mor og far kender mig bedst, og ved, når jeg er sulten, træt, overstimuleret eller bange. Ikke alle babyer er ens, og min mor og far er endnu mit vindue til verden og til jer. Og mest af alt, bak min mor og far op. De er også helt nyfødte forældre. Vis dem, at I tror på, de kan, og lad dem mærke deres instinkter. Vis, at I respekterer, at de og kun de, er mine forældre, og giv dem og mig tid til at lære hinanden at kende og knytte dybe, livsvarige bånd. Bak dem op på alle tænkelige måder, og gem jeres fantastiske råd til I bliver spurgt. Stol på, at jeg kommer til jer, når jeg er klar. 
 
Kærlig hilsen Baby