09-10-2017

Stærke ord

Ord er utroligt stærke. De kan opbygge os, eller nedbryde os, og de ord,
vi møder i vores liv, er med til at gøre os til dem, vi er.
 
 
 
 
 
 
 
Er der én ting, der virkelig kan gøre mig dårlig tilpas, er det at lytte til, hvordan mange folk taler om deres børn. Det giver slet ikke mening for mig, at det er så almindeligt og accepteret at tale så nedladende om børn.
 
"Den lille terrorist, han skaber sig bare."
 
"Hun er vel nok en lille krukke"
 
"Hende får du problemer med."
 
"Hvor er han dog uartig /stædig"
 
"sådan noget klynkeri". 
 
"Han manipulerer med mig",
og mange flere og endnu mere nedladende ytringer er helt almindelige at bruge om sit og andres børn.
 
Det vender sig i mig af flere grunde. 
 
- For det første, fordi jeg simpelthen  ikke forstår, at man kan tale så nedladende om en, man har til opgave at beskytte og elske. De samme ord ville jo aldrig falde om din partner, ville de? Hvad er så forskellen?
 
- For det andet, så tillægger mange af disse udtalelser barnet nogle egenskaber og hensigter, et lille barn slet ikke kan have, eksempelvis manipulation. Du glade verden, et barn på to år tror, det kan gemme sig ved at stikke hovedet under et viskestykke, at kunne manipulere med sine forældre kræver langt, langt højere udviklede kognitive evner. At du måske føler dig manipuleret med, er udelukkende din opfattelse, som du så med dine ord lægger over på barnet som en hensigt. 
 
- For det tredje - og måske mest alvorlige - så farver de ord, vi bruger, vores opfattelse af barnet, så vi responderer mindre empatisk, end vi ellers ville have gjort, og barnet vil med tiden blive det, vi kalder det. Hører du tit nok sagt, at du er dum som en dør, vil du til sidst selv begynde at tro på det. 
 
Omvendt, hvis vi vælger bevidst at bruge positive ord om vores børn, vil vores opfattelse af dem også ændre sig i en mere positiv retning, som gør, at vi kan møde dem mere empatisk. Det har en dramatisk, selvforstærkende effekt. Og det er altafgørende for at barnet kan få lov til at hvile i, at det er ubetinget elsket. 
 
Prøv at vende det om; 
 
Hun skaber sig bare! Eller hun har det hårdt lige nu, lille pus. 
 
Hun bliver sur hvis hun ikke får sin vilje! Eller hun bliver så frustreret og ked af det, det er også svært at opdage, at ikke alt er muligt. 
 
Han er bare så morsyg, hænger på mig hele tiden! Eller han har oplevet for meget, og har så hårdt brug for den ultimative tryghed, mor. 
 
Alle disse negativer om børnene lægger op til, at vi skal føle empati med forældrene, fordi vi jo alle ved at "det er en kamp at have børn".
Det er faktisk ikke en given sandhed, det er en kulturel fremstilling.
For hvorfor er det forældrene, der søger empati, når det er barnet, der har mest brug for det?
 
Jeg tror, på den ene side,  det handler om den måde, vi selv er blevet mødt på som børn. Vores indre lille barn sidder der og længes efter at blive mødt, og vi længes efter samhørigheden med andre mennesker. Og alle, der har haft børn ved, at det til tider er virkelig udfordrende, det siger jeg ikke, det ikke er. Men det ligger i min optik langt hen ad vejen i de briller, vi har på, når vi ser på barnet, og i de ord, vi møder barnet med. 
 
På den anden side handler det også om, at vi har brug for at placere ansvaret for de hårde tider et andet sted, end hos os selv. Og med alle de negativt ladede ord, placerer vi faktisk en skyld og et ansvar hos barnet - selv det lille nyfødte der "bare vil have babs hele tiden", "kører os hårdt om natten", "nægter sin mor nattesøvn" - får en rolle som en usympatisk, lille,  diktatorisk snylter, der kun har ønske om at være mest mulig til gene og få sin vilje. 
 
Det synes unødvendigt at sige, at det er i stærk modstrid med sandheden. Ikke desto mindre er det sådan, der bliver talt, og det får mindelser om en form for fjendskab mellem forældrene og barnets behov. Som om det, at barnet er sultent eller søger kontakt 27 gange på en nat er en bevidst handling fra barnet for at genere mor, for lige at have kontrol over hende, for at vinde. Vinde hvad? 
 
 
Jeg ved med sikkerhed, at de perioder, der har været hårdest for i mit forældreskab, er de perioder, hvor jeg er begyndt at lytte for meget til pædagoger, velmenende familiemedlemmer og andre velmenende personer, i stedet for at lytte til mig selv og mit barn. Når jeg ser på mit barn, lytter til, hvad adfærden fortæller mig om, hvad der ligger bag, når jeg ser med milde øjne og empati, så løser alting sig, det er ikke videnskab på højt niveau, det er bare kærlighed.
Det er ofte rigtig svært for mig, for det er kommet til at ligge dybt i mig gennem vores kultur, at børn er alle de ting. Men jeg træffer hver dag et bevidst valg om, at det ikke skal have lov til at diktere mit forhold til mine børn, at jeg vil tænke positive tanker om dem, og tale positivt om dem, og arbejde med at have empati med dem, når de har det svært. Også når det er ubelejligt for mig. 
 
 
Hvis du kan nikke genkendene til nogle af disse tanker, vil du så ikke være med til at lave en øvelse?
 
- Når dit barn kaster sig på gulvet og skriger, så prøv at tænk på, hvor svært han har det, istedet for, hvor svært han gør det for dig.
 
- Når din baby vågner igen om natten, så tænk på, hvor skræmmende en verden det er for en lille ny, da især om natten, og tag din baby ind til dig.
 
- Når du taler om dit barn til en anden, så overvej, i hvilket lys, du sætter barnet, og med hvilken hensigt. Dine ord påvirker også deres måde at interagere med dit barn på, og hvis du siger, han skaber sig, så tænker de også, at han skaber sig. Hvis du siger, han har det svært, så vil det åbne for medfølelse også fra den anden. 
 
- Når dit barn råber ad dig, eller kaster med tingene, så overvej, hvor udkørt, træt eller frustreret hun må være.
 

Der er ikke nogen vigtigere relation, end den med vores børn. Den er altafgørende for, hvordan de kommer til at agere i verden, den former dem og deres fremtidige relationer. Men når jeg bruger positive, empatiske ord om mit barn, så er jeg allerde på vej til at gøre vores relation stærkere og mere kærlig.