04-10-2017

Kærligheden er... tålmodig

På en af de dage, hvor alle mine fine idealer ligesom ikke rigtig fungerede for mig - for de dage er der mange af, dage, hvor de bare er netop idealer, og alt for mange ting går op i brandslukning, selvbebrejdelser og en varm, skamfuld følelse af desillusion.

På en af de dage, hvor min mellemste, der er et umådeligt følsomt lille menneske, havde fået for meget af verden, og som altid reagerede med skub, skrig, madfornægtelse og en frustrerende mangel på kontakt.

På en af de dage, hvor jeg mærkede en sjælden snert af "kan jeg magte det her?"

På en af de dage lå vi og puttede i sengen. Mine tanker var alle mulige andre steder end her. Jeg så hende ikke rigtig, men lå og stirrede ind i væggen, mens jeg tænkte på, om hun mon ikke snart sov - og på bilen, der snart skal synes, vasketøjet, der dyngede sig op IGEN, den smertende lilletå, jeg næsten havde fået knust mod et alt for solidt bordben, (sov nu, lille skat, mor er TRÆT!), åh hvad nu, hvis den lille vågnede, det kunne lige passe.. Og en masse, af mere privat karakter, men ikke til den pæne side.

Mine tanker blev afbrudt af en lille stemme. "Mor?"

Jeg talte til ti indeni. Hun sov altså ikke. Hvor længe mon vi havde ligget der? En time?

Igen. "Mor?"

Jeg trak vejret dybt, lige dybt nok, til at overveje mine ord, minde mig selv om at være mild, og svarede, "Ja, mus?"

"Jeg elsker dig SÅ meget, mor. Til månen og tilbage igen. Du er min bedste mor i hele verden."

 

Havde jeg sagt blot en af de ti første ting, der faldt mig ind lige før hun sagde de ord, var jeg gået glip af det øjeblik. Og det var så stort. Tænk, hun lå der, efter en lang, hård dag, hvor jeg bestemt ikke havde følt mig som den bedste mor i verden, men havde måttet kæmpe mig igennem for ikke at rive hovedet af hende - mange gange - og nu lå her og brugte dyrebare minutter med min elskede datter, på at tænke på vasketøj og madplaner, - ja der lå hun og tænkte på, at hun elskede MIG!

Og lige der mindede hun mig selv om, hvad hun er. Så uendeligt dyrebart et lille menneske.

 

Jeg tænker, at når det første der står er, at kærligheden er tålmodig, så giver det rigtig god mening. For uden tålmodighed går vi glip af hinanden, af vore børn, og af livet. Ja det lyder måske lidt kryptisk, men altså;

Vi lever i en tid, hvor alt går så stærkt, især kommunikation sker jo på et splitsekund fra den ene ende af verden, til den anden. Det er muligt at sidde og have en samtale med en, der sidder på den anden side af jordkloden, eller måske et skænderi.

Det langsomme lader til at være ved at forsvinde, medmindre man decideret dyrker slow living eller mindfulnes, og når vi taler relationer og da især kærlighed, er det faktisk lidt af en tragedie. For kærligheden har brug for tid til at spire og gro, ja faktisk langt mere tid, end man måske lige forestiller sig. Og selv mellem forælder og barn, er den ingen selvfølge.

At opdage, at det ikke er en selvfølge, at mit barn elsker mig tilbage, blot fordi jeg elsker mit barn, har været en enorm øjenåbner for mig. For man siger altid, at børn elsker deres forældre  betingelsesløst! Men sådan er det faktisk ikke.

Jeg bliver nødt til at fylde mit barn med kærlighed altid, hver dag, i årevis, aldrig lade det i tvivl om, at der ikke er nogen grænser for min kærlighed, og at intet, barnet siger, gør eller føler, kan komme imellem os.

Og det er virkelig hårdt arbejde til tider!

Selvom jeg gør det, så godt, jeg kan, selvom jeg gør alt rigtigt, bliver jeg igen nødt til at væbne mig med tålmodighed, og vente på, at mit lille barn også bliver klar til at elske mig tilbage.

 

Og det gælder også i alle andre relationer. Meget ofte må vi vente på hinanden, vente på, at andre når de samme erkendelser som os selv, vente på, at de har tid til os, vente på at de svarer os osv. Og der er det en gave at kunne øve sig i, at være tålmodig. Ikke at sidde og kigge på min telefon efter svar på en sms, jeg har sendt for under 3 minutter siden. 

Og med børn? Før jeg skælder ud over at legetøjet ligger lige der, hvor alle skal gå, eller den klassiske spildte mælk, eller langsommelighed når vi bare skal ud ad døren, så lige forsøge at huske, at det er så nemt at skælde ud, men det tager så lang tid at reparere et knust barnehjerte, det tager kun 10 minutter at rydde op.

Og det er mig, som den voksne, der har al ansvaret for, at være tålmodig overfor det lille barn, der først lige er ved at lære verden at kende, hvis arme af og til vokser lidt for meget, så tingene vælter, og som slet ikke har noget begreb af tid, og den irriterende vigtighed(?) af at skynde sig, som jeg har. Og også for at huske, at verden bare ser helt anderledes ud, når man er barn. Den er stadig magisk, og spændende, og tidløs. Kan jeg huske, hvordan det var? 

 

Og så lige en lille tanke om, hvad tålmodighed ikke er. Jeg kan godt lide kontraster, især hvis de underbygger en pointe. :-)

Tålmodighed er ikke nødvedigvis en rar følelse, ja mon det egentlig overhovedet ER en følelse? For den kræver nogen gange, at jeg sætter noget til side for en andens skyld, ofte ret konkret tilsidesætter mit eget behov for at give mit barn plads, eller min partner, eller min gamle, gangbesværede bedstemor, og det kan være virkelig frustrerende... 

Måske er tålmodighed mere en tilstand, en pauseknap, hvor vi tillader at verden og dens mennesker flytter sig i sit helt eget tempo, mens vi passer andre ting eller bare venter. En tilstand, hvor vi virkelig får set den anden, og lyttet til, hvad han eller hun har at sige...

Måske er tålmodighed det, at stoppe mig selv, mine impulsive ord, og give den anden plads til at vise sig selv for mig i al sin sårbarhed, for så at høre de ord, jeg slet ikke har fortjent, men som er så dyrebare..

"Mor, Jeg elsker dig til månen og tilbage igen" Hjerte