30-09-2017

Kærligheden er...

Før det overhovedet giver mening at tale om kærlighed, er det vigtigt at have et fælles sprog. Så hvad er kærlighed?

I vores kultur er det blevet til et begreb, der stort set kan trækkes ned over alt fra det overvældende begær til sin ny-udkårne, til glæden over en ny sofa eller dejlig mad. Det er alt sammen behagelige følelser, bevares. Men det har intet med kærlighed at gøre. Kærlighed er noget langt dybere, noget mere udefinerbart, som dels har en praktisk side, en måde at handle på og være på overfor hinanden, og dels et følelsesmæssigt udtryk, der ikke kun er rart, men som indeholder hele spektret af følelser, og som kan rumme dem alle.

Ganske ofte kan jeg næsten mærke, når jeg møder et menneske, der virkelig har forstået det med kærlighed. De har en særlig glød, en venlighed, en ro og mildhed over sig, som skaber en længsel i mig
 selv efter også at have det sådan. 

Det allerbedste bud, jeg kender, på hvordan kærligheden er i sin natur, findes i bibelen. Et nu afdødt familimedlem havde det hængende, og mindede altid sig selv om, at det var de ting, der skulle arbejdes med. Som en slags kærlighedshuskeliste. Det lyder som følger, og er taget fra første Korintherbrev kapitel 13, v4.

   Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. v5  Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. v6  Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. v7  Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Så simpelt. Så svært.

Det springer i øjnene, at det faktisk kun handler om, hvordan jeg er mod den anden, og intet om, hvad jeg kan forvente retur. Det er rimelig let at forstå, når det handler om et lille hjælpeløst, nyfødt barn, som er så afhængig af vores kærlige hjælp til alt. Det virker umuligt at gøre andet, end at elske betingelsesløst, når vi står og indsnuser den der helt særlige babyduft, der fylder os med oxytocin og giver en følelse af lykke.

 

Det er straks værre, når barnets behov begynder at kræve mere af os, når udmattelsen efter for mange søvnløse nætter gør os momentant sindssyge, når barnet begynder at udvise begyndende egenvilje, når maden igen og igen er genstand for det naturlige forskergen, og kartofler og leverpostej flyver ud over bordkanten, ned på det alt for sjældent vaskede gulv. Når bleen altid bliver fyldt tre minutter inden vi skal køre (sker her HVER morgen), eller når barnet er overstimuleret, og reagerer med at hænge i lamperne. Når vi igen og igen må gentage ting som "ikke spise hundens mad", "du må gerne tegne på papiret, ikke på væggene", "sikkerhedsselen skal blive PÅ. når vi kører", så er det altså bare ikke let at bibeholde den der tålmodighed.

Hvad med forholdet til vores partner? Når det handler om barnet, har vi måske en fornemmelse af, at vi har ansvaret for relationen. Hvem har ansvaret for, at relationen til vores partner er tæt, varm og fyldt med kærlighed?  Se det oplagte svar er, at det har vi begge. Det er også et ret godt svar. Og det er sandt. 

Men det starter med mig selv, hvad jeg gør mod eller for den anden. Hvordan jeg får dem til at føle, ikke hvad de får mig til at føle. Det er vores opgave at få den anden til at føle sig set og hørt, for når det sker, så sker der også noget andet helt vidunderligt.

Når vi virkelig føler os SET og HØRT, så begynder vi også at føle os trygge, og tør være os selv. Og vi begynder at vokse og modnes som mennesker. Jeg er så heldig, at jeg har en mand i mit liv, der virkelig forstår at lytte, at stille ærligt nysgerrige spørgsmål til de ting, jeg har på hjerte. Ud over at det får mine kærlige følelser overfor ham til at vokse enormt og styrker de bånd vi har, får det mig også til at vokse som menneske. Jeg bliver inspireret til at overveje mine ord, jeg bliver anerkendt i mine - til tider - skøre tanker og følelser, jeg føler mig værdifuld og elsket. Det er SÅ magisk! 

Og der er intet jeg ønsker mere, end at mine børn skal opleve det samme gennem hver eneste dag af deres liv, bogstaveligt fra den dag de bliver født. At de bliver set, ikke kun noteret og korrigeret for deres adfærd, men at jeg formår at se bag ved adfærden, så de mærker, at jeg ser DEM. Og at de må føle sig lyttet til og forstået. At de må hvile I, at de er elsket betingelsesløst, hvert et minut, døgnet rundt.