30-01-2018

Hvad er det egentlig, du vil med din blog? 

 
Det er jeg blevet spurgt om efter mit sidste indlæg. Og jeg vil rigtig gerne svare, startende med en fortælling, der tager udgangspunkt i dette billede. 
 
Det er mig med min førstefødte for 17 år siden, da han var få dage gammel. Fødslen havde været lang, og jeg havde hverken fået den hjemmefødsel, jeg ønskede, eller været i stand til at gå i fødsel af mig selv. 
Han blev født 42 + 4 efter igangsættelse med både stikpiller og ve-drop, men allerede dagen efter skulle jeg bare HJEM for at få taget hul på vores nye liv sammen. 
 
På billedet havde jeg - efter 4 dage - for første gang været i bad. Indtil da havde lugten af barselsflåd, det fedtede hår og følelsen af at være blevet kørt over af en mejetærsker  været dominerende udadtil, men lykkerusen indadtil. Jeg kunne bare ikke gå fra ham, for at tage noget så ligegyldigt som et bad. Jeg måtte være ved ham, snuse til ham, lytte til hans lyde og lære hans signaler at kende. Og jeg kunne ikke lægge ham fra mig, uden at han begyndte at søge efter mig, klynke eller græde.
 
Kunne jeg gå tilbage og sige noget til mig selv som nybagt mor, var det netop det øjeblik, jeg ville vælge, lige præcis der, hvor jeg sidder med min lille skat i armene, indsnuser hans duft, indprenter mig hans små fine ansigtstræk, og alle de bittesmå forskelle i hans lyde, der betød noget forskelligt. 
Lige præcis i det øjeblik, ville jeg sige til yngre mig, nybagte mor-mig, at ingen skulle fortælle mig nogensinde, at jeg ikke skulle lytte til mit barn, eller til den indre stemme, der fortalte mig gang på gang, når der var noget, jeg skulle reagere på. At jeg havde al ret i verden til at reagere på mit barns gråd, altid, til hver en tid. 
 
At jeg Er NOK for mit barn. 
 
Lige præcis der, ville jeg sige til usikre mig, at uanset hvad andre sagde, så var der ingen - og ER ingen - der kender mit barn så godt som jeg. Heller ikke pædagoger, sundhedsplejersker eller lærere. 
 
Jeg ville sige, at jeg ikke var alene om at føle mig utilstrækkelig, udkørt, usikker og overvældet, at mange andre har det ligesådan.
 
Jeg ville sige, at jeg ikke skulle være bekymret for min unge alder, og lade mig kue af strenge blikke over kanten på et par læsebriller bag et skrivebord. 
 
Jeg ville sige, at ingen er færdigudlært som mor fra barnet fødes, men at moderskabet fødes med barnet, og at det tager mange år at lære, for det er ikke et erhverv eller en titel -  Det er en livslang læreplads. Og barnet er læremester - ikke alle de andre. Barnet, det lille dyrebare og umådeligt kompetente barn, skal nok vise, hvad det har brug for.
 
At den nænsomhed og overvældende beskyttertrang, jeg følte lige i det nu, var værd at holde fast i. For det mirakel, jeg sad med i armene var netop det - et mirakel, og hans overlevelse var betinget af min opmærksomhed på hans behov. 
 
Jeg ville sige, at når jeg mærkede det lille barns hjerte mod mit, og mærkede det kalde på mig, så er det det rigtige at lytte og svare. Lytte med omsorg, med tålmodighed,  med nysgerrighed og velvillighed. Svare med kærlighed, for jeg er mit barns bedste bud her i verden.
 
Og når jeg kunne mærke, at det der med tough love er helt forkert, så skulle jeg lytte efter! For der findes ikke tough love!
 
At jeg ikke skulle vente ikke til den dag, hvor han ikke ønskede at være i verden længere, men lytte nu. Til ham og mig. For lige i det nu, var vi så tæt på at være en person,  som nogen mennesker kan være, og det var i det nu,  kimen lagdes til alt, hvad vi ville have sammen i årene fremover. Langsomt ville han begynde at udforske verden med mig som den sikre base, og ingen skulle fortælle mig, at han skulle skubbes ud når de synes, det var tid - vingerne bær ikke før de er klar, og kun han ville vide, hvornår det var.
 
Og pludselig er han 5, 11 og 17, og den tid er forbi, hvor jeg kan indsnuse hans babyduft, kysse hans bløde kinder, hvor han kan ligge i min arm, og jeg er hele hans verden. Så er tiden kommet til at opdage, om vi har fået opbygget et venskab i ligeværd og kærlig gensidighed. 
Og jeg vil opdage, at han helt på egen hånd er blevet et vidunderligt menneske, fuld af empati, fuld af fantastiske tanker og med en smuk, smuk sjæl. Og det var langt nemmere, og langt vanskeligere at gå den vej med ham, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig,  men det blev først rigtig smukt i det øjeblik jeg gav slip, og lod ham vise vejen. I det øjeblik fandt jeg også ud af, at det der mytiske moderinstinkt var der hele tiden. Jeg skulle bare lære at lytte til det sammen med ham. Han havde svarene på mine spørgsmål, og jeg svarene på hans. 
 
Det ville jeg sige til mit yngre jeg, den dag, jeg blev født som mor. Det er jo på en måde også min fødselsdag i dag. 
 
Og så kommer det, jeg egentlig ville sige helt fra start, hvorfor jeg gør det her; Fordi jeg ved, at der sidder så mange nybagte mødre, der har alt det indeni, som deres barn har brug for, det bliver bare overdøvet af alle de stemmer, der har travlt med at fixe, kontrollere, negligere, skematisere og ensrette efter det, der er blevet normen. Og som føler sig ensomme, forkerte og utilstrækkelige, fordi de ikke kan genkende sig selv i den moderrolle, der bliver fremlagt som normen - 10 måneder i salig barsel, og travl trafik til baby-arrangementer, hvorefter guldklumpen afleveres til professionelle, der kan stimulere, socialisere og tage vare på barnet, mens mor vender tilbage til det virkelige livs selvrealiserende forbrugsfest, hvor børn ikke er en hindring. Som måske bare mangler at erfare, at andre har det ligesådan, og at der findes muligheder for at leve efter hjertet. Og alt det, jeg viæle ønske, jeg kunne sige til mig selv som nybagt mor, kunne der være en anden, der havde brug for at høre.
 
Og jeg kan huske, hvordan det var at være barn. Jeg kan huske, hvordan de voksnes indflydelse føltes på min barnesjæl, både de gode og mindre gode påvirkninger. Jeg husker mange af de sår, jeg nu kæmper med at hele, og de helt skelsættende store øjeblikke, hvor jeg følte mig set og hørt, ligeværdig og værdifuld, hvilket jeg lovede mig selv, aldrig at glemme, når jeg blev voksen. Jeg glemte det alligevel. Indtil mine børn mindede mig om det. 
 
Hvis der bare er en mor, der føler sig set og genkendt i det, jeg skriver, så er det ikke forgæves. Og hvis der er bare et barn, der bliver opdaget og genfundet, så er det alting værd. 
 
Hvad er det jeg vil? Jeg vil, at vi skal høre barnets stemme, genfinde og stole på vore instinkter, og at det må blive normen at en mor bliver støttet og båret i sit spæde moderskab, så hun kan tage sig tillidsfuldt af sit barn, med en stærk følelse af, at være NOK. 
Og jeg ønsker, at vi må genopdage kærlighedens natur, fordi den er hele grundlaget for at et hvilketsomhelst menneske, barn eller voksen, kan trives og modnes. 
 
Nu vil jeg fejre fødselsdag for min søn og mit moderskab. ❤️❤️❤️
 
 
23-01-2018

Dette indlæg har været meget, meget længe undervejs, faktisk var emnet en af grundene til, at jeg overhovedet startede med at blogge. Og alligevel er det rigtig svært for mig at få det ud, selvom det brænder indeni mig. Jeg har lyst til at råbe og skrige det ud, så alle hører det; Børn er ikke mindre værd, fordi de er små og uerfarne.

 

Der findes et begreb, der hedder childisme, og det kan være ret svært at fatte, men når først man får øje på det, ser man det overalt, og det er rædsomt. 

Childisme (eller børneisme) er alle de situationer, hvor et barn bliver behandlet med ringeagt eller latterliggørelse udelukkende fordi det er et barn. Alle de situationer, hvor den voksne gennemtvinger sin magt overfor barnet. Alle de gange, vi er fulde af fordomme overfor barnet eller diskriminerer det, kun fordi det er et barn. Hvor i al verden foregår det?

 

Her er nogle eksempler ; 

 

Når vi taler hen over hovedet på barnet, OM barnet, som om det ikke er tilstede, ikke har en anelse om, hvad det selv kan lide, eller ikke kan forstå, hvad vi siger. Det kan være hos frisøren, med pædagogen i børnehaven, eller bare henover spisebordet voksne imellem.

 

Eller når vi taler nedladende på en måde, vi aldrig ville tale til andre voksne på;

"Det er du alt for lille til at forstå", "du er da alt for stor til at...", "ej sådan noget pjat", "det skal du ikke bryde dit lille hovede med". Vi er forudindtagede omkring barnets forståelsesniveau, eller undervurderer størrelsen af en bekymring, barnet har. Og måske har vi ret i, at barnet ikke forstår det endnu, det handler om måden, vi udtrykker det på, der tydeligt degraderer barnet. Vi kan dog aldrig gøre os klogere på, hvor meget eller lidt et andet menneske er bekymret,heller ikke et barn, og en bekymring forsvinder ikke, fordi vi siger til nogen, at de ikke skal bekymre sig, vi får bare sendt det signal, at deres bekymring ikke har betydning for os, og så kommet de ikke tilbage en anden gang. 

 

Og når vi udøver vores magt, for den har vi, i kraft af at vi er fysisk større, stærkere og mere erfarne, til at sætte vores vilje igennem overfor barnet, måske endda trækker "fordi jeg siger det"-kortet;

"nu skal du altså gøre som jeg siger", "hold nu op med at være på tværs", "det må du da kunne forstå" 

- og når vi taler om barnet med andre; "de skal jo lære det", "ja jeg blev lige nødt til at sætte mig i respekt", "man skal jo have styr på sine børn"

 

Men det handler også om de gange, hvor vi ler ad barnet, når det eksempelvis græder eller bliver vredt. Alle de videoer, der ligger på nettet af børn, der er i deres store følelsers vold, som bliver delt tusindvis af gange til de voksnes morskab, for de er jo så kært! Nej, det er ikke kært. Det er ydmygende og nedværdigende at le ad et andet menneske, og vi ville aldrig have gjort det med en voksen. 

 

 

Grundpræmissen i childisme er, at børn i udgangspunktet er mindre menneske end de voksne, og at de er ude af stand til at lære ting, hvis vi ikke fortæller dem, hvad de skal gøre. Og oveni, så tager vi fuldstændig børns grundlæggende ønske om at samarbejde ud af ligningen, og så er der ikke noget at sige til, at regnestykket ofte ikke går op. Det har måske også noget at gøre med, at der ofte bliver sat lighedstegn mellem at samarbejde, og at gøre, som der bliver sagt uden at stille spørgsmålstegn, ikke kun i barn/voksen-relationer, men også eksempelvis mellem en arbejdsgiver og - tager.

 

Problemet er, at det aldrig kan forsvares at ydmyge eller udøve magt overfor et andet menneske. Det er mobberi, og vi er bøller. Og det er ikke fordrende for kærligheden, den livsvigtige kærlighed mellem forældre og børn, tværtimod. Når vi på den måde hæver os op over børnene ved at trykke dem ned, så skiller det os i den grad ad. 

 

Men jeg mener, at magtudøvelsen i denne sammenhæng mere er et biprodukt af grundholdningen, så det er den, vi skal arbejde med. For hvis vi virkelig tror, at et barn er et helt, fuldgyldigt menneske fra begyndelsen, blot endnu uden erfaring, men fuldt ud kompetent til at opnå den erfaring i kærligt samspil og på egen hånd, så vil vi også ændre vores måde at gå til barnet på, og det grundlæggende præmis i samspillet bliver gensidig, naturlig respekt, fremfor en fremtvungen, ensidig og kunstig afart, der mere bunder i frygt for at blive nedgjort, end i en egentlig kærlig respekt.

 

Det er et meget stort emne, og det er kun en meget kort skitsering, jeg giver her, men nu er der i det mindste taget hul på det, og jeg kan allerede nu varsle, at der kommer mange flere indlæg om dette emne.

 

07-01-2018

En dag i november tog min datter på snart 4 en beslutning. Sådan fra det ene øjeblik til det andet. Det var en beslutning, jeg egentlig havde ventet længe på, men havde tillid til, at hun selv havde kontrol over at tage, når hun syntes, det var tid. Midt på eftermiddagen annoncerede hun, at nu brugte hun ikke længere ble, og det gjorde hun så ikke længere, og vi gik fra to til et blebarn på under 10 sekunder. Vi havde af og til talt om det med at gå på toilettet, men ikke presset på, og selvom yndlingsbogen i en lang periode var "sørøver Sam - pottetræningsbog for drenge" - (ja, for drenge - og oh ve, oh skræk, hvis den ikke kunne genlånes for 3-4 gang i træk) , så havde jeg faktisk ændret lidt i teksten, hver gang jeg læste den for hende. Bleer er nemlig ikke kun for babyer, mener jeg. For hvad er så oldefar? Og den negative klang omkring det at bruge ble og være baby i samme åndedrag, ser jeg heller ikke noget positivt i. Nå, men det korte af det lange, hun tog selv den beslutning da hun var klar, og det var en stor succes. Og det havde jeg fuld tillid til, at det ville være, i og med at det er hendes krop, og kun hun kan mærke den indefra, og kun hun har ret til at bestemme over den. 

 

Men i går tog hun alligevel os alle på sengen, bogstaveligt talt. 

 

I vores familie sover vi sammen, så længe børnene har lyst. Det er et valg, flere og flere forældre tager, men det er sjældent uden kommentarer fra omverdenen. "Så lærer de jo aldrig at sove selv!" "De skal da ikke skille mor og far ad i sengen" (Jep, det har jeg hørt nogen sige) "Børn har bedst af at sove alene". Tilføj gerne flere selv. 😏

 

Jeg var meget ung, da fik mit første barn, og selvom min søn forsøgte med al magt at fortælle mig, at han IKKE øskede at sove selv, blev jeg ved med at prøve, mere og mere halvhjertet. For jeg hørte alle disse stemmer fra omverdenen, og de bed sig fast og overdøvede mit instinkt. I virkeligheden var han 7, før han sov på eget værelse, og ham blev ved med at komme ind en gang imellem. Mange år og et menneskeliv senere, da jeg fik mit andet barn, var situationen anderledes; der var ikke noget værelse at putte barnet på! Og ud af denne mangelvare opstod noget nyt og uprøvet; bedre nattesøvn. Ikke at min datter sov særligt godt, og hun var langt over tre, før hun begyndte at sove igennem, men jeg skulle ikke ud af sengen for at amme, trøste eller holde i hånd. Jeg kunne bare række hånden eller brystet til hende, og vi sov begge videre.

 

Og så mødte jeg andre, der gjorde det samme, og fik rystet posen med information, så jeg stille og roligt kunne begynde at mærke, hvad der var naturligt for mig, og hvad der handlede om at tilfredsstille omverdenens forventninger. Og der var meget at rydde op i og det er der stadig, men først og fremmest har jeg opdaget, at børn er enormt kompetente, og at ingen har bedre styr på deres behov, end dem selv! Jeg kan i virkeligheden læne mig tilbage og lade dem udvikle sig i deres eget tempo, helt uden at tage kontrol, og det har været banebrydende i mit forældreskab og mit forhold til mine børn.

Skræmmende? Jep! Indtil den lille detalje gik op for mig, at al den kontrol, vi udøver på børn er temmelig nedladende, umyndiggørende, og skaber modvilje i barnet, fremfor et ønske om at samarbejde. Tænk, at det ligger så dybt i vores kultur, at børn skal tvinges, rettes til, læres ting, rette ind og helst også kues en smule, så de rigtig viser respekt for de voksne, før det er rigtig godt.

 

Nå, men tilbage til min datter. Vi har aldrig talt om, at hun skulle hverken falde i søvn selv eller sove på eget værelse, hun har jo ikke noget, så det er så nemt. Selv om hun er næsten 4, er hun aldrig blevet lagt i seng, hvorefter vi er gået fra hende, aldrig. Vi har altid været hos hende til hun sov trygt og godt. Indtil for et halvt år siden døjede hun med voldsomme Night-terrors, og det var selvfølgelig med til at vi havde ekstra opmærksomhed på hende, når hun sov, og faktisk det meste natten, med mange ubehagelige opvågninger, af og til endda rædselsvækkende, angstfyldte løbeture rundt i huset, mens hun forsøgte at komme væk fra - hvad nu det var.

 

Men i går gjorde hun det igen, denne gang uden forvarsel, og uden at vi havde talt om det på forhånd. Hun bekendtgjorde, at hun nu ville sove selv, og da hun ikke har et værelse, skulle det være i hulen i stuen, som farmand netop havde lavet samme eftermiddag, under et lille sofabord, klemt op mellem væg og sofa. Se det var jeg ikke klar til, overhovedet! Men det er her, det med at stå på sidelinjen kommer ind. Jeg kunne ikke andet, end at følge hendes valg, hendes udvikling.

Jeg havde tusinde tanker, og "hvad-nu-hvis'er", og måtte endda konferere med gode, kloge veninder, selvom jeg egentlig godt vidste, hvad der var det rette at gøre. Vi redte op i hulen, mens jeg tyggede på min tunge for ikke at give udtryk for min bekymring, for hvad nu hvis hun kom til at sætte sig op, og slog hovedet på sofabordet? Hvad nu, hvis hun fik nightterror, og jeg ikke var der med min beroligende hånd? Hvad nu, hvis hun vågnede, og ikke vidste, hvor hun var, og gik i panik, så hun begyndte at løbe rædselsskrigende rundt i huset for at finde os?

 

Hendes glæde og forventning var ikke til at tage fejl af, og jeg blev så smittet af hende, og begyndte også at glæde mig på hendes vegne. Sikken et eventyr, hun skulle ud på, der i hulen, med fars lommelygte, lillesøsters dukke, storesøsters bamse, og en dejlig, velkendt pude og dyne.

Da jeg kom ud fra soveværelset efter at have puttet lillesøster, sov hun allerede. Selv. Uden mig. 

Mit hjerte skælvede i bogstaveligste forstand, da jeg så hendes lille, spinkle ansigt hvile fredfyldt derinde under hendes selvvalgt himmelseng. Det har i snart 4 år været et af de vigtigste tidspunkter på dagen for hende og mig, for hun et absolut ikke en fredfyldt lille pige i vågen tilstand, nærmere en ninjaprinsesse med regnbuer og jubelskrig som sine kraftfulde våben. Altid i bevægelse, altid med lyd på. Men lige der, når hun er faldet i søvn, og i minutterne før, har jeg set langt ind i hendes sjæl. Fornemmet hendes umådelige sårbarhed og dybe kærlighed, og der har været plads til de store kærlighedserklæringer, hvor jeg har hvisket i hendes hår, at hun er min regnbue og mit livstykke, og hun har svaret "Neeej mor, jeg er Sif", og at jeg er hendes Mor.

 

Der er en stor vemodighed i at betragte sine børn vokse til, modnes og blive selvstændige. Men også en stor glæde, for jeg ved, at hun kan gøre det her netop fordi hun aldrig er i tvivl om, at jeg vil være der for hende, når hun har brug for det. Hendes tilknytning til mig er stærk, og hun hviler i, at hun er elsket, uanset sine store, larmende følelser. 

Vores kære veninde Tove kaldte hende i går en løvetæmmerske, og det blev til noget nær sandheden i løbet af natten. For da de voksne endelig havde fundet ro i, at hun sov trygt i stuen - alt for langt ud på natten - mærkede jeg hende, før jeg hørte hende, da hun stod i døren til stuen og gennede vores kæmpestore hankat ud med en bestemthed og ukuelighed. Han havde forsøgt sig med at kravle ind til hende i hulen, og det blev ikke taget vel imod af løvetæmmersken! Jeg kaldte hende ind, og hun lå længe i min arm og fortalte, midt om natten, om sit fantastiske eventyr. Og jeg lyttede til ordene, der blev mere og mere slørede, mens hun - måske for sidste gang - fandt ind i søvnen i min arm. 

23-12-2017

Der har været stille her på bloggen i lidt for lang tid, kan jeg mærke. Det betyder ikke, at jeg er løbet tør for tanker, observationer og inspiration, men at livet her fylder rigtig meget lige nu, og sådan skal det være. På godt og ondt. Det er jo det, der er livet, lige her, med mine børn, min familie, på gode og dårlige dage. 

For nogle uger siden tilbragte jeg nogle dage med dejlige Nynne, i ved, hende fra verdenvedsidenaf.dk. Hvis ikke du kender hende, vil jeg virkelig anbefale, at du kigger forbi hendes blog. Hun er virkelig skarp både i blikket og i pennen, og ikke bange for at sætte en finger på de ting, vi tager som en selvfølge i vores samfund, men som vi bør stille spørgsmålstegn ved. 
I løbet af de dage, vi tilbragte sammen med vore børn, var der en fredfyldt og varm atmosfære, et fællesskab, som ikke kun handlede om at have børn på samme alder, men i lige så høj grad om at vi selv følte en ro og tryghed i, at vi havde mere end det åbenlyse til fælles. Vi så hinanden og vore børn uden filter, uden forventninger og fordømmelse, uden den uro, jeg kæmper med, når jeg er sammen med rigtig mange andre mødre. For vi vidste på forhånd, at vi har et meget ens syn på børn. Er det virkelig så vigtigt? JA! Nogen gange er det. For det giver et åndehul, hvor jeg kan slappe af, uden at være konstant på vagt overfor, hvordan andre håndterer mit barn. Hvordan de taler til det, eller om de lader børnene selv erfare, hvordan konflikter løses. At et grædende barn ikke skaber sig, eller er på tværs, hysterisk eller mange af de andre gængse gloser, men tværtimod at et barn, der græder eller skriger kommunikerer, og at det er min opgave at kommunikere tilbage med følsomhed, varme, empati og nærvær. At hjælpe barnet, ikke skælde det ud. At vise omsorg, ikke afsky eller vrede. Og alt det er så meget lettere, når man ved, at den mor, det sidder ved siden af, ville gøre nøjagtig det samme. Og som ikke sidder med rynkede bryn og tænker "sikken en skabekrukke" om min datter, der lige nu kæmper med at rumme store følelser om noget, der med voksenøjne kan synes af ingenting, men som for hende er hele verden lige nu. 
Og det fantastiske er, at den ro, vi som voksne føler i hinandens nærvær, når vi føler os sete, trygge og i samme tribe, den breder sig til børnene. De kunne virkelig selv håndtere konflikterne, når vi voksne ikke blandede os. Og de kunne lege fra tidlig morgen til de gik omkuld, danne tætte bånd og bare være. 
Og den ene af dagene bød på flere mødre med børn, hvor det samme gjorde sig gældende. Vi mødtes med glæde og varme, nogen af os for første gang, men vi havde længtes sådan efter at se hinanden, og vidste nøjagtigt, at vi kunne være trygge med hinanden og at vore børn ligeledes var trygge. Et rum fyldt med gensidig varme, nysgerrighed, samtale, smil, latter og også tårer. Børn, der trygt kravlede og startede hen til deres mødre og søgte et varmt og kærlig blik eller bryst, når de havde behov for det, og som indgik i fællesskabsfølelsen som den største selvfølge. Og en af de klogeste kvinder, jeg kender, som har set verden forandres over mange år, som har rejst og gjort sig vigtige erkendelser, og nu har viet sit liv til at tale med barnets stemme, Tove Rump, sammenlignede os med stammekvinder og deres børn. Den naturlighed og kærlige atmosfære voksne og børn imellem er en sjældenhed i vores samfund, hvor der er alt for meget fokus på, om vore børn gør os til skamme overfor andre, og dermed gør os til dårlige forældre i andre voksnes øjne. Det har fyldt, og fylder stadig alt for meget hos mig. Og jeg har spekuleret på, hvorfor. Hvorfor er det, at vi ændrer vores måde at være sammen med vore børn på, når vi er sammem med andre forældre? Hvorfor bliver jeg stresset af at være ude hos andre med mine børn? Hvorfor er det så svært at hvile i, at jeg ved, jeg gør det, jeg tror på, og så lade de andre gøre deres? Fordi jeg også er skadet i min tilknytning. Jeg ønsker også at høre til og passe ind. Og måske bliver det så meget desto værre for mig, når jeg er så bevidst om, hvad det er, det hele handler om. Når vi er hårde ved vores børn, så skader vi deres tilknytning. Vores kærlighedsbånd. Så skubber vi dem væk, og viser dem, at de er uønskede, forkerte og gør relationen sværere at være i for begge parter. Og når først øjnene er blevet åbnet for det, kan de ikke lukkes igen. 
 
Jeg tænker ikke, at vi skal være enige om alt i denne verden, eller at eg ikke kan rumme, at andre har en anden holdning til ting, end jeg selv har. Det gør livet rigt og nuanceret, som den gamle reklame siger, hvis nogen kender den reference. Det åbner vore øjne for nye aspekter af verden, og kan vi gå ind til hinandens forskelligheder med en lyttende og anerkendende tilgang, så bliver både giver og modtager beriget. Men der er ting i denne verden, der ikke handler om holdning. 
En af dem, er barnets grundlæggende behov. At blive set uden fordømmelse, at blive elsket uden betingelser, at blive mødt i sine behov med nænsom omsorg og at være så meget sammen med sine forældre, der overhovedet kan lade sig gøre. Både med fysisk og sjælelig kontakt, den slags, hvor vi ser hinanden som vi er, kigger hinanden dybt i øjnene og er nærværende i nuet. Børn har ikke brug for tonsvis af legetøj eller timevis foran fjernsynet. De kan måske godt lide det, og det kan også være ret bekvemmeligt for forældrene, men de har ikke brug for det. De ting forhindrer os i at se så mange af de små øjeblikke, hvor vi havde muligheden for at connecte med hinanden. Og det er det, vi har brug for, både børn og voksne. At gribe de mange små muligheder i løbet af en lang dag, og natten med, for den sags skyld, hvor et øjeblik bliver til et smil, en øjenkontakt, et indblik i hinandens sjæl og en smule dybere forståelse og forbindelse. Men det kan kun ske, hvis vi er i livet sammen. 
 
Jeg er så heldig, at jeg har muligheden hver dag med mine to yngste, da jeg har dem hjemme hos mig. Fra vi står op, til vi går i seng er der måske 184.208 små øjeblikke, der kan skabe eller genskabe forbindelsen og nære kærligheden mellem os. Der kan også ske det modsatte, at jeg taber chancen på gulvet, og det sker også mange af gangene, ja af og til går hele dage på den måde. Og så bliver det langt sværere at samle op igen, at genskabe forbindelsen og tilliden mellem dem og mig. Det er bare nødvendigt at gøre. Ja nødvendigt! Vigtigt! Altafgørende! For uden den forbindelse mister jeg retten til at være deres ledestjerne, og det bliver langt sværere at være forælder. 
Men er jeg der i de øjeblikke, og ser dem, som de er, uden filter, uden fordømmelse, uden forventninger, så får jeg så meget tilbage igen. Utallige små kærlighedserklæringer og en dyb, varm forbindelse hjerte mod hjerte. 
 
Og med disse ord vil jeg gå ind i julen, hjerternes og børnenes fest, med ro, åbne øjne og ønske jer alle det samme. Rigtig glædelig jul. ❤️❤️❤️
 
P. S. Den pragtfulde julenisse er fra Familiestreger.dk Der er en hel stribe af dem, som man kan købe i PDF-formatet til at printe frit, og vi elsker dem simpelthen herhjemme. 😍😍
24-10-2017
Det har næsten fået sit eget liv, #metoo.
 
Det er på en gang skræmmende og velgørende at se så mange kvinder og mænd stå frem og stå sammen. Det er både godt og nødvendigt! Og ja, me too. Jeg ved ikke, om jeg kender nogen kvinder, der aldrig er blevet hverken sexuelt antastet eller krænket, for vi er uhyggeligt mange!
 
Som mor til to små piger og bonusmor til en teenagepige, har jeg længe gjort mig mange tanker om, hvordan vi som forældre kan forebygge, at de skal opleve nogen af de ting. Vi kan ikke forhindre det, men vi kan faktisk gøre noget; Vi kan lade dem vokse op, hvilende i, at de ejer deres egen krop. Ikke ved at fortælle dem det, men ved at vise dem det fra ganske små, og det gælder naturligvis uanset køn. Det er en af grundende til, at jeg er stor fan af kropsautonomi.
 
Det er ikke noget, jeg på nogen måde selv er vokset op med, og jeg kender ikke ret mange, som praktiserer det. Derfor er det også en af de ting, jeg kæmper med, og konstant glemmer, og som jeg skal kæmpe allermest for, at andre også skal forstå og respektere. At mine børns krop er deres egen, og at det er ikke er vores ret at bestemme over den, det er kun deres. At de 100% selv bestemmer hvad der kommer ind og ud af deres krop, hvem der må røre dem og hvordan, hvor meget tøj de skal have på, også udendørs, og at deres nej er ligeså hørt og respekteret som de voksnes. Og ja, faktisk også, hvornår de skal sove.
 
Jeg kan godt se, at det er frygtelig besværlig i en verden, hvor vi tager udgangspunkt i, at børn skal lære alting ved at få dem fortalt, fordi vi har glemt, at de lærer ved at prøve, udforske og ved at se, hvad de voksne gør, og hvor de fleste familier fra børnene er ganske små "skal ud ad døren" en masse ting. Det kan virke, som om der simpelthen ikke er tid til, at børnene skal have lov at bestemme over, om de har brug for at have sko på lige nu, om de har mest brug for agurk eller rugbrød, eller om de rent faktisk er trætte nok til at falde i søvn kl 18.45. Men sådan var det jo heller aldrig meningen, vi skulle leve, hængt op i en kulturbestemt klokkestreng.
 
Jeg er også helt med på angsten for, hvad der sker, hvis vi som voksne giver slip og lader børnene selv bestemme disse ting, den kæmper jeg stadig med. Angsten for, at der er en lang række ting, de aldrig kommer til at lære, at de bliver oppe hele natten, og lever af ketchup og røde pølser, og at vores liv ville ender i kaos, fordi vi voksne giver slip på tøjlerne. Angsten for at miste kontrollen med børnene. 
 
Der er bare det, at jeg godt selv kan huske, hvordan det var, at være barn. At være tvunget til at gøre en lang række ting, jeg virkelig ikke brød mig om, eller som overskred mine grænser til et punkt, hvor jeg ikke længere kunne mærke dem. At have de der fløjlsbukser på, der føltes ubehagelige, at skulle spise op, selvom min mave gjorde ondt, at SKULLE smage på de der ækle, slimede og salte rosenkål, (som jeg i dag elsker, men ikke dengang). Men det, jeg husker som det værste, og som har haft størst konsekvens for mig senere, var det med de voksne. At overskride mine egne grænser for at tilfredsstille deres behov, selvom det tilsyneladende var uskyldigt. At give tvungne kram til ældre familiemedlemmer, blive klappet bagi, blive kildet, selvom jeg ikke havde spor lyst, og min krop forrådte mig ved at bryde ud i latter. Selvom jeg råbte stop, blev det ikke tage alvorligt, for jeg lo jo! Eller den famøse aftensmad, hvor der bare skulle spises op, for de små børn i afrikas skyld, eller hvis skyld det nu var. I hvert fald ikke for min. 
 
Når vi på den måde ikke respekterer børns grænser, men tvinger dem til at gå ud over sig selv for at tilfredsstille de voksne, så lærer vi dem, at deres nej ikke gælder, og at deres grænser ikke har værdi, heller ikke overfor familie. Vi lærer dem, at de ikke ejer deres krop, når vi tvinger dem til at kramme eller endda kysse tante Elfrida, selvom de bestemt ikke har lyst, "for vi må jo ikke gøre Tante Elfrida ked af det". Og skulle barnet formaste sig til at sige nej, bliver Tante Elfrida måske endda ked af det, og laver trutmund, lader som om hun græder osv. Er det en værdig opførsel af en voksen? Er det respektfuldt? Det synes jeg ikke. Det er en af de ting, der synes at være et morsomt spil for den voksne, men som er ganske alvorligt for barnet. Et nej er et nej. Tag det som en voksen.
 
Mit håb er, at i mine bestræbelser på at respektere mine børns grænser og hjælpe andre med at respektere dem, så lærer de ikke blot at hvile i, at de har ejerskab over deres kroppe, men også at de ved, hvad der er bedst for dem selv. At de kan mærke, hvad de har brug for, og at de bliver hørt. Når deres egne grænser respekteres, vil de også derigennem blive gode til at respektere andres grænser, og det er der, vi skal hen!
 
Det er det, der giver mening i sammenhæng med #metoo, at vi helt ind i hjertet - fra vi bliver født - ved, at det du gør der, er ikke ok, og når jeg siger stop, så stopper du. Og jeg ved, at når du siger stop, så mener du det, og så stopper jeg. 
 
Og der er nogle bonusser ved at lade barnet selv mærke sin krop, og selv være herre over den. Der er SÅ mange af de klassiske kampe, der forsvinder. Kampen om at skulle i seng, eksempelvis. Kampen om maden. Kampen om at få overtøj på, man kan jo altid tage ekstra tøj med, og så lade dem få støvler på, hvis de opdager, at de fryser om tæerne. 
Det kræver sit, ikke kun i forhold til barnet, men i forhold til at kunne ignorere alle de skæve blikke, man får, når ens barn render rundt i bare tæer i regnen. Eller de fornærmede ansigter, når man vender sit baby væk fra en fremmed, der synes det er SÅ i orden at stikke hovedet ned til en andens baby og sige KUKUK. Ville du selv bryde dig om det? At en fremmed stak hovedet helt ned til dig, og vrængede ansigt, kneb dig i kinderne og råbte KUKUK?
Jamen er det da vigtigere at holde sig på god fod med alle de andre voksne, end at hjælpe dit barn med at navigere trygt i verden? Det er der, vores opgave som forældre ligger. At støtte vore børn i, at de kan stole på sig selv, og det sker bedst ved, at vi viser dem, vi også stoler på dem.
 
Vi hører tit, at børn bliver stressede og forvirrede, hvis de skal træffe for mange beslutninger, men det er ikke det, det handler om her. Det handler ikke om, at vi ikke skal fascilitere og gå foran med gode, sunde valg. Det handler om at barnet skal have lov til at bestemme over sin egen krop, og med nogle ting vil det være indenfor rammer stillet til rådighed af den voksne. Det væsentlige er, at vi respekterer, at ingen kan mærke hvor barnets grænse er, så godt som det selv kan, og ingen af os har ret til at fratage det muligheden for at sige nej. Der er et helt og fuldt menneske. Mindre i størrelse, ikke i værdi.