Dette indlæg har været meget, meget længe undervejs, faktisk var emnet en af grundene til, at jeg overhovedet startede med at blogge. Og alligevel er det rigtig svært for mig at få det ud, selvom det brænder indeni mig. Jeg har lyst til at råbe og skrige det ud, så alle hører det; Børn er ikke mindre værd, fordi de er små og uerfarne.
Der findes et begreb, der hedder childisme, og det kan være ret svært at fatte, men når først man får øje på det, ser man det overalt, og det er rædsomt.
Childisme (eller børneisme) er alle de situationer, hvor et barn bliver behandlet med ringeagt eller latterliggørelse udelukkende fordi det er et barn. Alle de situationer, hvor den voksne gennemtvinger sin magt overfor barnet. Alle de gange, vi er fulde af fordomme overfor barnet eller diskriminerer det, kun fordi det er et barn. Hvor i al verden foregår det?
Her er nogle eksempler ;
Når vi taler hen over hovedet på barnet, OM barnet, som om det ikke er tilstede, ikke har en anelse om, hvad det selv kan lide, eller ikke kan forstå, hvad vi siger. Det kan være hos frisøren, med pædagogen i børnehaven, eller bare henover spisebordet voksne imellem.
Eller når vi taler nedladende på en måde, vi aldrig ville tale til andre voksne på;
"Det er du alt for lille til at forstå", "du er da alt for stor til at...", "ej sådan noget pjat", "det skal du ikke bryde dit lille hovede med". Vi er forudindtagede omkring barnets forståelsesniveau, eller undervurderer størrelsen af en bekymring, barnet har. Og måske har vi ret i, at barnet ikke forstår det endnu, det handler om måden, vi udtrykker det på, der tydeligt degraderer barnet. Vi kan dog aldrig gøre os klogere på, hvor meget eller lidt et andet menneske er bekymret,heller ikke et barn, og en bekymring forsvinder ikke, fordi vi siger til nogen, at de ikke skal bekymre sig, vi får bare sendt det signal, at deres bekymring ikke har betydning for os, og så kommet de ikke tilbage en anden gang.
Og når vi udøver vores magt, for den har vi, i kraft af at vi er fysisk større, stærkere og mere erfarne, til at sætte vores vilje igennem overfor barnet, måske endda trækker "fordi jeg siger det"-kortet;
"nu skal du altså gøre som jeg siger", "hold nu op med at være på tværs", "det må du da kunne forstå"
- og når vi taler om barnet med andre; "de skal jo lære det", "ja jeg blev lige nødt til at sætte mig i respekt", "man skal jo have styr på sine børn"
Men det handler også om de gange, hvor vi ler ad barnet, når det eksempelvis græder eller bliver vredt. Alle de videoer, der ligger på nettet af børn, der er i deres store følelsers vold, som bliver delt tusindvis af gange til de voksnes morskab, for de er jo så kært! Nej, det er ikke kært. Det er ydmygende og nedværdigende at le ad et andet menneske, og vi ville aldrig have gjort det med en voksen.
Grundpræmissen i childisme er, at børn i udgangspunktet er mindre menneske end de voksne, og at de er ude af stand til at lære ting, hvis vi ikke fortæller dem, hvad de skal gøre. Og oveni, så tager vi fuldstændig børns grundlæggende ønske om at samarbejde ud af ligningen, og så er der ikke noget at sige til, at regnestykket ofte ikke går op. Det har måske også noget at gøre med, at der ofte bliver sat lighedstegn mellem at samarbejde, og at gøre, som der bliver sagt uden at stille spørgsmålstegn, ikke kun i barn/voksen-relationer, men også eksempelvis mellem en arbejdsgiver og - tager.
Problemet er, at det aldrig kan forsvares at ydmyge eller udøve magt overfor et andet menneske. Det er mobberi, og vi er bøller. Og det er ikke fordrende for kærligheden, den livsvigtige kærlighed mellem forældre og børn, tværtimod. Når vi på den måde hæver os op over børnene ved at trykke dem ned, så skiller det os i den grad ad.
Men jeg mener, at magtudøvelsen i denne sammenhæng mere er et biprodukt af grundholdningen, så det er den, vi skal arbejde med. For hvis vi virkelig tror, at et barn er et helt, fuldgyldigt menneske fra begyndelsen, blot endnu uden erfaring, men fuldt ud kompetent til at opnå den erfaring i kærligt samspil og på egen hånd, så vil vi også ændre vores måde at gå til barnet på, og det grundlæggende præmis i samspillet bliver gensidig, naturlig respekt, fremfor en fremtvungen, ensidig og kunstig afart, der mere bunder i frygt for at blive nedgjort, end i en egentlig kærlig respekt.
Det er et meget stort emne, og det er kun en meget kort skitsering, jeg giver her, men nu er der i det mindste taget hul på det, og jeg kan allerede nu varsle, at der kommer mange flere indlæg om dette emne.
En dag i november tog min datter på snart 4 en beslutning. Sådan fra det ene øjeblik til det andet. Det var en beslutning, jeg egentlig havde ventet længe på, men havde tillid til, at hun selv havde kontrol over at tage, når hun syntes, det var tid. Midt på eftermiddagen annoncerede hun, at nu brugte hun ikke længere ble, og det gjorde hun så ikke længere, og vi gik fra to til et blebarn på under 10 sekunder. Vi havde af og til talt om det med at gå på toilettet, men ikke presset på, og selvom yndlingsbogen i en lang periode var "sørøver Sam - pottetræningsbog for drenge" - (ja, for drenge - og oh ve, oh skræk, hvis den ikke kunne genlånes for 3-4 gang i træk) , så havde jeg faktisk ændret lidt i teksten, hver gang jeg læste den for hende. Bleer er nemlig ikke kun for babyer, mener jeg. For hvad er så oldefar? Og den negative klang omkring det at bruge ble og være baby i samme åndedrag, ser jeg heller ikke noget positivt i. Nå, men det korte af det lange, hun tog selv den beslutning da hun var klar, og det var en stor succes. Og det havde jeg fuld tillid til, at det ville være, i og med at det er hendes krop, og kun hun kan mærke den indefra, og kun hun har ret til at bestemme over den.
Men i går tog hun alligevel os alle på sengen, bogstaveligt talt.
I vores familie sover vi sammen, så længe børnene har lyst. Det er et valg, flere og flere forældre tager, men det er sjældent uden kommentarer fra omverdenen. "Så lærer de jo aldrig at sove selv!" "De skal da ikke skille mor og far ad i sengen" (Jep, det har jeg hørt nogen sige) "Børn har bedst af at sove alene". Tilføj gerne flere selv. 😏
Jeg var meget ung, da fik mit første barn, og selvom min søn forsøgte med al magt at fortælle mig, at han IKKE øskede at sove selv, blev jeg ved med at prøve, mere og mere halvhjertet. For jeg hørte alle disse stemmer fra omverdenen, og de bed sig fast og overdøvede mit instinkt. I virkeligheden var han 7, før han sov på eget værelse, og ham blev ved med at komme ind en gang imellem. Mange år og et menneskeliv senere, da jeg fik mit andet barn, var situationen anderledes; der var ikke noget værelse at putte barnet på! Og ud af denne mangelvare opstod noget nyt og uprøvet; bedre nattesøvn. Ikke at min datter sov særligt godt, og hun var langt over tre, før hun begyndte at sove igennem, men jeg skulle ikke ud af sengen for at amme, trøste eller holde i hånd. Jeg kunne bare række hånden eller brystet til hende, og vi sov begge videre.
Og så mødte jeg andre, der gjorde det samme, og fik rystet posen med information, så jeg stille og roligt kunne begynde at mærke, hvad der var naturligt for mig, og hvad der handlede om at tilfredsstille omverdenens forventninger. Og der var meget at rydde op i og det er der stadig, men først og fremmest har jeg opdaget, at børn er enormt kompetente, og at ingen har bedre styr på deres behov, end dem selv! Jeg kan i virkeligheden læne mig tilbage og lade dem udvikle sig i deres eget tempo, helt uden at tage kontrol, og det har været banebrydende i mit forældreskab og mit forhold til mine børn.
Skræmmende? Jep! Indtil den lille detalje gik op for mig, at al den kontrol, vi udøver på børn er temmelig nedladende, umyndiggørende, og skaber modvilje i barnet, fremfor et ønske om at samarbejde. Tænk, at det ligger så dybt i vores kultur, at børn skal tvinges, rettes til, læres ting, rette ind og helst også kues en smule, så de rigtig viser respekt for de voksne, før det er rigtig godt.
Nå, men tilbage til min datter. Vi har aldrig talt om, at hun skulle hverken falde i søvn selv eller sove på eget værelse, hun har jo ikke noget, så det er så nemt. Selv om hun er næsten 4, er hun aldrig blevet lagt i seng, hvorefter vi er gået fra hende, aldrig. Vi har altid været hos hende til hun sov trygt og godt. Indtil for et halvt år siden døjede hun med voldsomme Night-terrors, og det var selvfølgelig med til at vi havde ekstra opmærksomhed på hende, når hun sov, og faktisk det meste natten, med mange ubehagelige opvågninger, af og til endda rædselsvækkende, angstfyldte løbeture rundt i huset, mens hun forsøgte at komme væk fra - hvad nu det var.
Men i går gjorde hun det igen, denne gang uden forvarsel, og uden at vi havde talt om det på forhånd. Hun bekendtgjorde, at hun nu ville sove selv, og da hun ikke har et værelse, skulle det være i hulen i stuen, som farmand netop havde lavet samme eftermiddag, under et lille sofabord, klemt op mellem væg og sofa. Se det var jeg ikke klar til, overhovedet! Men det er her, det med at stå på sidelinjen kommer ind. Jeg kunne ikke andet, end at følge hendes valg, hendes udvikling.
Jeg havde tusinde tanker, og "hvad-nu-hvis'er", og måtte endda konferere med gode, kloge veninder, selvom jeg egentlig godt vidste, hvad der var det rette at gøre. Vi redte op i hulen, mens jeg tyggede på min tunge for ikke at give udtryk for min bekymring, for hvad nu hvis hun kom til at sætte sig op, og slog hovedet på sofabordet? Hvad nu, hvis hun fik nightterror, og jeg ikke var der med min beroligende hånd? Hvad nu, hvis hun vågnede, og ikke vidste, hvor hun var, og gik i panik, så hun begyndte at løbe rædselsskrigende rundt i huset for at finde os?
Hendes glæde og forventning var ikke til at tage fejl af, og jeg blev så smittet af hende, og begyndte også at glæde mig på hendes vegne. Sikken et eventyr, hun skulle ud på, der i hulen, med fars lommelygte, lillesøsters dukke, storesøsters bamse, og en dejlig, velkendt pude og dyne.
Da jeg kom ud fra soveværelset efter at have puttet lillesøster, sov hun allerede. Selv. Uden mig.
Mit hjerte skælvede i bogstaveligste forstand, da jeg så hendes lille, spinkle ansigt hvile fredfyldt derinde under hendes selvvalgt himmelseng. Det har i snart 4 år været et af de vigtigste tidspunkter på dagen for hende og mig, for hun et absolut ikke en fredfyldt lille pige i vågen tilstand, nærmere en ninjaprinsesse med regnbuer og jubelskrig som sine kraftfulde våben. Altid i bevægelse, altid med lyd på. Men lige der, når hun er faldet i søvn, og i minutterne før, har jeg set langt ind i hendes sjæl. Fornemmet hendes umådelige sårbarhed og dybe kærlighed, og der har været plads til de store kærlighedserklæringer, hvor jeg har hvisket i hendes hår, at hun er min regnbue og mit livstykke, og hun har svaret "Neeej mor, jeg er Sif", og at jeg er hendes Mor.
Der er en stor vemodighed i at betragte sine børn vokse til, modnes og blive selvstændige. Men også en stor glæde, for jeg ved, at hun kan gøre det her netop fordi hun aldrig er i tvivl om, at jeg vil være der for hende, når hun har brug for det. Hendes tilknytning til mig er stærk, og hun hviler i, at hun er elsket, uanset sine store, larmende følelser.
Vores kære veninde Tove kaldte hende i går en løvetæmmerske, og det blev til noget nær sandheden i løbet af natten. For da de voksne endelig havde fundet ro i, at hun sov trygt i stuen - alt for langt ud på natten - mærkede jeg hende, før jeg hørte hende, da hun stod i døren til stuen og gennede vores kæmpestore hankat ud med en bestemthed og ukuelighed. Han havde forsøgt sig med at kravle ind til hende i hulen, og det blev ikke taget vel imod af løvetæmmersken! Jeg kaldte hende ind, og hun lå længe i min arm og fortalte, midt om natten, om sit fantastiske eventyr. Og jeg lyttede til ordene, der blev mere og mere slørede, mens hun - måske for sidste gang - fandt ind i søvnen i min arm.
Der har været stille her på bloggen i lidt for lang tid, kan jeg mærke. Det betyder ikke, at jeg er løbet tør for tanker, observationer og inspiration, men at livet her fylder rigtig meget lige nu, og sådan skal det være. På godt og ondt. Det er jo det, der er livet, lige her, med mine børn, min familie, på gode og dårlige dage.
Seneste kommentarer