37 år gammel, 3 børn og en bonus i aldrene 16, 14, 3 og 1, i dejligt, fast og kærligt parforhold. 

Jeg er uddannet organist, og har den mindste lillebitte stilling, i en dejlig kirke, resten af tiden er jeg hjemme hos de to yngste, hvor de hjælper mig med hver dag at blive en bedre mor. Det mest meningsfyldte, jeg har lavet hele mit liv.

Siden jeg blev mor for snart 17 år siden, har der dog på mange måder været konflikt mellem det, jeg kunne mærke indeni, og de forventninger jeg blev mødt med fra omgivelserne. 

Forventninger, der gjorde ondt, men som jeg forsøgte at leve op til på mit barns vegne, for som ung mor ville jeg så gerne gøre det perfekt. Så ingen kunne sætte en finger på min måde at være mor på, eller mit barns måde at agere på. 

Det var dog altid en kamp med mig selv og mit barn, og en undren over hvorfor det dog skulle være så svært at være forælder? Det gav ikke mening, at det skulle gøre så ondt i hjertet altid, og at alle ting skulle være så udfordrende. 

Med årene er det blevet bedre i takt med, at der er kommet flere børn til, og at jeg er blevet bedre til at lytte til mig selv fremfor andre. Mine instinkter fejler faktisk ikke noget, har jeg erfaret. Og jeg tror, det gælder for de fleste. Måske er vi bare ikke vant til at lytte til dem?

Men tiøren faldt først for alvor, da jeg startede på et kursus i tilknytningsorienteret udviklingspsykologi hos Gordon Neufeldt. I den allerførste session gjorde han det klart, at det ikke handler om, hvor meget VI elsker vores børn. Det handler om, hvorvidt de VED at vi elsker dem, og at de elsker os TILBAGE. Det er nemlig ikke nogen selvfølge, som vi ellers gerne går og bilder os ind. Børn er loyale, samarbejder og tilpasser sig til de går i stykker af det, om nødvendigt. Men det er ikke sikkert, de rent faktisk elsker os.

Det blev en øjenåbner så stor, at det blev et paradigmeskifte for mig, og jeg erfarer løbende, hvor sandt, dette er. Der er ikke nogen stærkere drivkraft end kærligheden, og jo mere jeg lærer, jo større bliver trangen til at dele de ting, jeg erfarer. 

Og nu er jeg nået til det punkt, hvor jeg ikke kan lade være længere. Der er alt for meget, til at min stakkels kæreste kan nå at lægge ører til, eller nå at følge med for den sags skyld. At lære at leve kærligheden er nu den største drivkraft i både mit moderskab og min personlige rejse, hvis de to ting ellers kan skilles ad.

Velkommen til hjertemodhjerte.dk

Lillan 

 

26-September-2017

Hjerte mod hjerte

Her finder du bloggen

Add a caption about your image here.